Skal rotter bekæmpes effektivt, så må de private husjere selv til lommerne. Kommunalt skal investeres massivt i offentlige kloakker. Men også private står overfor en stor opgave med renovering af private rørledninger.
Det siger områdechef Kai Fusager Johnsen i Center for Miljø i Københavns Kommune i forbindelse med ny debat om resistens blandt rotter. Ifølge en undersøgelse bruger en række kommuner for stærke rottegifte, der risikerer at gøre rotterne immune. I København bruges kun de mildeste gifte, og områdechefen advarer mod at satse for meget på giften.
- Før kloaknettet fungerer effektivt, så er det hele symptombehandling. Så også private må regne med, at der fremover skal penge i jorden, selvom nyt tag og døre er sjovere, når man renoverer hus, siger han.
/ritzau/