Roskilde-regn kan inspirere til klimaløsninger i byer

Byplanlæggere kan hente inspiration i Roskilde Festivals måde at tilpasse sig klimaet på, mener arkitekt.

Foto: Nils Meilvang. Byplanlæggere kan hente inspiration i Roskilde Festivals måde at tilpasse sig klimaet på, mener arkitekt.
Læs mere
Fold sammen

Mange tusinde mennesker har nærstuderet vejrudsigterne op til dette års Roskilde Festival.

Men uanset om pladsen bliver ramt af skybrud, eller om det ikke bliver så slemt, som prognoserne har lydt, er der inspiration at hente for landets byplanlæggere.

Det mener Anna Aslaug Lund, der er arkitekt og ved at færdiggøre sin erhvervs-ph.d., "Rum for Regn", der handler om, hvordan der kan skabes mere attraktive byrum tilpasset fremtidens klima.

»Klimaforandringerne, som vi allerede oplever, er en af de største udfordringer for byplanlægning verden over.«

»Store regnskyl bliver hyppigere mange steder i verden, og det skal vores byer kunne håndtere. Det kan de ikke helt nu,« siger hun.

Festivalen kan bruges som konceptmodel for, hvordan vi skal tænke vores byer i fremtiden, mener Anna Aslaug Lund.

Særligt påpeger hun, at et vigtigt perspektiv i den midlertidige by, som festivalen er, er, at den ikke er overplanlagt.

Der er faste elementer som madboder og toiletfaciliteter, men der er en masse rum til, at brugerne kan være medskabere, forklarer Anna Aslaug Lund.

»Folk tilpasser sig vejret og arbejder med naturen i stedet for at forsøge at skjule og styre naturens processer fuldstændig, som man gør i byerne,« siger hun.

Ph.d.-projektet er skrevet i samarbejde med Rambøll og arkitektvirksomheden Gottlieb Paludan.

/ritzau/