30 baguettes er på vej til Roskilde Festival sammen med et par kasser brie. Camp Baguette byder alle forbipasserende festivalgæster til Bastilledag med pinot noir, bajere i le ølbong, 50 meter lærred til at male på og en life-size plakat af maskotten prins Henrik, som de i campen konsekvent kalder kong Henrik.
Camp Baguette er på festivalen for fjerde år i træk. De er 25 fyre, der alle har smidt 1.500 kroner i puljen for at gøre campen federe og mere gennemført.
Den lille boominator er i år skiftet ud med et fem meter langt anlæg med dj. Og så har drengene bygget en tre meter lang baguette af hønsenet og papmaché, som hænger tværs over deres pavillon. Ingen af dem kan fransk, men de er alle klædt i en blåstribet trøje og har en rød charmeklud om halsen.
»Det giver så meget mere at have et tema. Folk finder meget interesse i det. De synes, det er fedt, at vi gør så meget ud af det. Så kommer de ind i lejren og hører historien bag. Og så har man bare en federe fest,« siger 27-årige Morten Rønborg fra Camp Baguette, der i år har sit 12. år på Roskilde Festival.
Han og drengene samledes første gang i januar for at diskutere nye ideer til campen. To-tre måneder før festivalstart begyndte de så at skaffe materialer, og de seneste uger har de arbejdet intensivt på at få Camp Baguette helt klar.
»Vi vidste godt, vi ville ind og ligge centralt, og så bliver vi også bare nødt til at have et ordentligt anlæg og et ordentligt koncept, for at det skal være rigtigt fedt,« siger Jeppe de Lange på 25.
»Man skal kunne holde en fest, og man skal også kunne invitere andre over, så det ikke kun er en fest for os,« lyder det fra den lyshårede franskmand.
At gribe noget, der er der
Roskilde Festival beskriver festivalens campister som verdens mest kreative af slagsen, og de ser de engagerede gæster som en gave.
»Der er aktiviteter, der tilrettelægges fuldstændigt for, at der skal være andre med i dem. Det er meget særligt og er jo i virkeligheden med til at understrege og underbygge, at Roskilde Festival er et fællesskab, man skaber sammen,« siger Christina Bilde, talskvinde for Roskilde Festival.
Det fællesskabsorienterede campliv blomstrede op i nullerne, hvor halvfemserne i højere grad var bannernes årti. Festivalen introducerede selv de såkaldte warm up-dage i de sene 00ere og begyndte her at rykke events uden for festivalpladsen. Dertil kom initiativet »Camp of the Year«, som hvert år kårer årets camp ud fra en række kriterier. Ét af dem er netop, hvor god en camp er til at bidrage til fællesskabet.
»For os har det været et spørgsmål om at gribe noget, som er der, og så hjælpe det endnu mere frem. Ved at hylde særlige camps og fremhæve dem har vi også fået skabt en fortælling om, at det er sådan, man er camp på Roskilde Festival, og at det er noget, der værdsættes,« siger Christina Bilde.
I dag kan man også finde en Facebook-side med »Events at Roskilde Festival«. Siden er drevet af frivillige, og her kan campisterne promovere deres begivenheder.
Med de mange populære camps følger dog også store, larmende fester. I 2011 nåede det til et punkt, hvor det blev svært at styre rent sikkerhedsmæssigt. Det førte til, at Roskilde Festival lavede sit første camp-kodeks.
Det blev opfattet som en stramning af campingområderne. Men Christina Bilde understreger, at der ikke blev talt i forbud eller løftet pegefingre. I stedet opfordrede festivalen gæsterne til at tænke på hinanden, mens senere udgaver af kodekset byggede på inputs fra festivalgæsterne.
»Vi vil jo rigtigt gerne fremme et liv, som baserer sig på, at man engagerer sig og viser hensyn og har respekt for hinanden. Det gør man meget mere ved selv at udvise det,« siger Christina Bilde.
Regler er kedelige
I dag er kodekset erstattet af regler, der er beskrevet på Roskilde Festivals hjemmeside. Man finder en lydpolitik med faste decibel-grænser for, hvor højt man må spille. Derudover må festivalgængerne ikke slæbe større ting med ind på pladsen, end de selv kan transportere.
Men grundholdningen er, at regler er kedelige, og derfor prøver festivalen at have så få som muligt. Derfor spørger festivalen hele tiden sig selv, hvad der ville ske, hvis man havde færre regler. Og det sker for eksempel i campingområdet Dream City, hvor festivalgængere hvert år kan ansøge om lov til at bygge særlige camps og gå i gang med byggeriet 100 dage før festivalstart.
»Det, vi gør med Dream City, er jo faktisk at udfordre os selv lidt den anden vej og sige: Hvad sker der egentlig, hvis vi løsner lidt på tøjlerne og siger »du må faktisk godt tage alt det, du vil, med ind, du skal bare tage det med ud igen«,« forklarer Christina Bilde.
Dét har været tanken bag Dream City siden begyndelsen for tre år siden, og det har givet plads til både en Jam Camp med egen scene, Camp Midgård, der bag en grå fæstning af en garage gemmer det onde Odin-anlæg, og Camp Marius, der med sit meterhøje Zoo-højttalertårn vækker Dream City med dyreaktuelle nyheder.
Drengene fra Camp Baguette bor ikke i Dream City, men de oplever trods det også en frihed til at slippe kreativiteten løs.
»Jeg tror ikke, det er alle festivaler, hvor det ville være okay at have et fem meter langt anlæg, der er tre meter højt og med dj og hele svineriet. Her er det bare helt cool, og folk kommer bare og fester med. Jeg tror, det er det, der gør Roskilde specielt,« siger Jeppe de Lange.