Romernes beton var stærkere end vores

For 2.000 år siden kunne romerne bygge havne af beton, der med tiden blot bliver stærkere. Forskere forsøger nu at genopdage romernes hemmelighed.

Resterne af en gammel romersk havn i Israel. Fold sammen
Læs mere
Foto: JACK GUEZ

I 2011 opdagede Banedanmark, at Storstrømsbroen var fyldt med potentielt livfarlige revner.

Af samme årsag blev den skrøbelige bro straks lukket for al togtrafik, indtil man havde udbedret de værste skader.

Men hvis 1930ernes ingeniører havde brugt en 2.000 år gammel romersk cementblanding, havde broen muligvis stået der endnu uden den mindste revne i betonen.

Gennem længere tid har forskere undret sig over, hvorfor talrige romerske moler, bølgebrydere og havneanlæg står fuldstændig intakte i dag hele 2.000 år senere – nærmest som om, at de er helt upåvirkede af bølgeslag, salt, vind og vejr.

Ja, det er ligefrem som om, at romernes betonværn mod havet bliver stærkere i stedet for svagere med tiden – og nærmest forandrer sig til regulær klippe.

Ganske i modsætning til nutidens med tiden ofte smuldrende beton, der typisk er baseret på den velkendte portlandcement af kalk, ler og småsten.

For knap 2.000 år siden beskrev den romerske historiker Plinius den ældre undersøiske betonværn, der forvandler sig til »en enkelt stenmasse, der er uigennemtrængelig for vand og bliver stærkere dag for dag.«

Men først nu kan videnskaben løfte en del af sløret for romernes velbevarede betonhemmelighed, og det skaber kolossal respekt for deres formåen.

Som geologen Marie Jackson fra University of Utah udtrykker det over for avisen The Guardian:

»De lagde enormt meget arbejde i at udvikle det – de var meget, meget intelligente mennesker.«

Forskernes analyser af den oldgamle beton viser, at en af romernes centrale hemmeligheder var, at de anvendte vulkansk aske og sten i deres cementblanding. Men romerne gjorde mere end som så.

De amerikanske geologer opdagede yderligere, at den vedvarende eksponering for saltvand snarere end at svække, rent faktisk styrker den romerske beton. Betonen indeholder nemlig små mængder meget sjældne mineraler, som med tiden blander sig med vulkansk krystal og glas.

Det ganske særlige miks får - i kombination med havvand - mineralerne til at krystallisere sig og dermed »gro« på en sådan måde, at betonen langsomt bliver fyldt med styrkende og fleksible strukturer. Forskningsresultatet er offentliggjort i fagtidsskriftet American Mineralogist.

Det er endnu ikke lykkedes geologerne at fremstille præcist den samme cementblanding, som romerne mestrede. Men ifølge Marie Jackson kan yderligere forskning måske åbne et nyt kapitel i nutidens cementproduktion, så man om føje år kan støbe marint beton, der med tiden blot bliver stærkere.

Præcist som romerne kunne, da Jesus blev født.