Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Indbyggerne i Rom har ikke oplevet noget lignende i 27 år. Lørdagens snevejr i den italienske hovedstad har givet helt op til en halv meter sne i byens historiske centrum, og Colosseum har som en konsekvens måtte lukke dørene for turister, skriver Reuters. Det italienske snevejr fortsætter sandsynligvis, lyder det hos DMI.
- Det ser ud til, at snevejret i Rom fortsætter lørdag aften og søndag på grund af det lavtryk, der er over byen. Temperaturen ligger lige omkring frysepunktet, men i den kommende uge vender plusgraderne tilbage i den italienske hovedstad, siger vagthavende Mogens Rønnebek.
Afskåret fra omverdenen
Sneen har blandt andet afskåret flere italienske bjerglandsbyer fra omverden, og flere flyafgange er blevet aflyst.
I Østeuropa har kulden for alvor bidt sig fast, hvor over 500 personer er omkommet som følge af de høje minusgrader. De fleste ofre findes i Ukraine og Rumænien, og det kolde vejr fortsætter.
- Alt tyder på, at kulden vil holde stand i det hjørne af Europa, hvor temperaturen lørdag aften ligger mellem 15 og 25 minusgrader, siger Mogens Rønnebek.
Mildt vejr over Danmark
Hjemme i Danmark kan vi dog se frem til en noget mere behagelig temperatur i den kommende uge, hvor DMI lover mildt vejr.
- Et højtryk over Danmark er på vej væk, og i morgen, søndag, får vi overvejende tøvejr. I Jylland kan man forvente tre til fire grader, mens temperaturen i den østlige del af landet vil ligge lige over frysepunktet. Det milde vejr fortsætter i den nye uge, men vi kan stadig få nattefrost, lyder det.