ROJ TV tiltalt for terror

Opdateret: Det kurdiske ROJ TV er tiltalt for at fremme terrororganisationen PKK’s virksomhed. Det sker efter mere end fem års efterforskning og en stribe afsløringer i Berlingske Tidende.

Justitsminister Lars Barfoed (K) har efter indstilling fra Rigsadvokaten besluttet, at Danmark skal rejse en historisk terror-tiltale mod den kurdiske TV-station ROJ TV, som sender fra hjertet af København.

Det er første gang, at et dansk medie tiltales efter terrorbestemmelserne i straffeloven.

Ministerens beslutning kommer efter mere end fem års efterforskning af den kurdiske tv-station, der har hovedkontor på H.C. Andersens Boulevard i København, og som har dansk sendetilladelse. ROJ TV har siden dens etablering i Danmark i 2004 givet anledning til voldsomme diplomatiske spændinger mellem Danmark og Tyrkiet, og striden var tæt ved at koste tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen posten som NATOs generalsekretær.

Læs tema: Den kurdiske forbindelse

Også ROJ TVs danske moderselskab, Mesopotamia Broadcast A/S tiltales efter straffelovens paragraf 114e, den såkaldte terrorparagraf. Efter denne bestemmelse er det strafbart at fremme virksomheden for en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå terrorhandlinger.

ROJ TV og dets moderselskab fremmer ifølge tiltalen fra Rigsadvokaten det kurdiske PKKs interesser. PKK er opført på EU’s terrorliste.

Berlingske Tidende har i de senere måneder kulegravet sagen mod ROJ TV og afsløret en stribe belastende oplysninger om tv-stationens forbindelser til PKK. Vi har bl.a. offentliggjort fotodokumentation for møder mellem topfolk i ROJ TV og PKK. Møder, som ledelsen i ROJ TV ellers hidtil pure benægtede havde fundet sted.

Udsendelser med kampreportager

Ifølge en pressemeddelelse fra Justitsministeriet vil der bl.a. blive rejst tiltale for, at ROJ-TV ”i gentagne tilfælde har udsendt TV-programmer og –indslag bl.a. med interviews med PKK-sympatisører og –ledere og med reportager fra kamphandlinger mellem kurdere og tyrkiske myndigheder med et indhold til fremme af terrororganisationen PKK/Kongra Gel´s virksomhed.”

Kongra Gel er PKK’s politiske arm i Europa og reelt det nuværende PKK.

Det er tillige anklagemyndighedens opfattelse, at en række af de TV-programmer og –indslag, som udsendes på ROJ TV, ”efter deres form og indhold må anses for at have karakter af propagandavirksomhed til støtte for PKK, og at denne propagandavirksomhed er egnet til at fremme virksomheden for PKK,” hedder det i pressemeddelelsen.

Radio- & TV-nævnet har tre gange tidligere afvist tyrkiske klager om, at ROJ TV propaganderer for PKK i sine udsendelser.

Beklager langt sagsforløb

Fra politisk side og fra internationale eksperter i terrorbekæmpelse har dansk politi fået kraftig kritik for den lange sagsbehandlingstid. Om det udtaler rigsadvokat Jørgen Steen Sørensen:

”Sager om overtrædelse af straffelovens § 114 e er sjældne, og den foreliggende sag har nødvendiggjort en særdeles omfattende efterforskning bl.a. med henblik på at afdække de organisatoriske og økonomiske relationer mellem ROJ TV og PKK. Denne efterforskning har i vidt omfang været rettet mod forhold i udlandet, navnlig Tyrkiet, og har bl.a. derfor været meget tidskrævende. Når dette er sagt, vil jeg gerne understrege, at anklagemyndigheden beklager den lange sagsbehandlingstid, og anklagemyndigheden vil gennemføre en evaluering af det samlede sagsforløb med henblik på at drage erfaringer til brug i eventuelle fremtidige sager.”

Sagen vil blive behandlet ved Københavns Byret som en domsmandssag. Sagen er endnu ikke berammet.