ROJ TV kendt skyldig i terror

Den årelange terrorsag mod kurdiske ROJ TV nåede i dag en milepæl. Tv-stationen blev dømt for at udøve propaganda for oprørsbevægelsen PKK, men fik ikke inddraget sendetilladelsen. (Opdateret 14.29)

Foto: Linda Henriksen. Demonstrationer foran byretten i København, som tirsdag afsagde dommen i straffesagen mod den kurdiske tv-station ROJ TV.
Læs mere
Fold sammen

Kurdiske ROJ TV, der siden 2004 har sendt fra hjertet af København, er i dag blevet dømt for at være kontrolleret af og udøve propaganda for den forbudte kurdiske oprørsbevægelse PKK. Dermed er et massemedie for første gang blevet dømt efter dansk terrorlovgivning.

Byretten mente dog ikke, at der var hjemmel til at inddrage TV-stationens sendetilladelse og konfiskere værdier for i alt 20 millioner hos de to selskaber bag, ROJ TV A/S og Mesopotamia Broadcast A/S.

Selskaberne blev dog hver idømt 40 dagbøder a 65.000 kroner for at have overtrådt terrorlovgivningen.

Dermed står Danmark i den noget specielle situation, at en terrordømt tv-station indtil videre kan fortsætter med at sende fra hjertet af København.

Justitsminister Morten Bødskov udtaler i forbindelse med dommen:

- Jeg har noteret mig, at byretten er enig med anklagemyndigheden i, at de tiltalte har overtrådt straffeloven ved at fremme terrorvirksomhed, siger Morten Bødskov og tilføjer:

"Jeg har i den forbindelse forstået, at statsadvokaten nu er ved at nærlæse dommen for at overveje, om der er grundlag for at anke sagen i relation til spørgsmålet om rettighedsfrakendelse"

Dagens dom over ROJ TV faldt, mens der uden for byretten i København var arrangeret en stor støttedemonstration til fordel for tv-stationen. Og her var der stor tilfredshed med, at stationen nu kan sende videre.

Den tyrkiske ambassadør, Berki Dibek, holdt pressemøde umiddelbart efter dommen, som han kritiserer i skarpe vendinger.

- Dommen er komplet uforståelig, sagde han, samtidig med at han opfordrede Radio- og tv-nævnet til at inddrage sendetilladelsen.

Det er en uhyre langstrakt affære, der i dag har nået en foreløbig milepæl efter en politianmeldelse i 2005, en tiltale i 2010, 29 retsdage i efteråret 2011 og en dom i 2012.

I 2005 anmeldte den tyrkiske ambassade i København ROJ TV for overtrædelse af terrorlovgivningen, og efter en fem år lang politiefterforskning rejste Rigsadvokaten i august 2010 tiltale mod ROJ TV.

I løbet af efteråret 2011 har anklagemyndigheden over 29 retsmøder argumenteret for, at ROJ TV reelt er kontrolleret og styret af PKK, mens forsvarer Bjørn Elmquist har karakteriseret sagen som et storpolitisk komplot, hvor Danmark skal lukke ROJ TV for at stille NATO-partneren Tyrkiet tilfreds.