ROJ-tiltale trækker overskrifter

Beslutningen om at tiltale ROJ TV for fremme af terrorgruppen PKKs interesser trækker forsider i de tyrkiske aviser, oplyser redaktøren for dansk-tyrkiske Haber.

Terrortiltalen mod kurdiske ROJ TV, der sender fra hjertet af København, trækker overskrifter i Tyrkiet.

Foruden omtale på de internationale nyhedsbureauer AP og Reuters havde stort set samtlige tyrkiske aviser historien på forsiden i går, siger redaktør Sadi Tekelioglu fra den dansk-tyrkiske avis Haber.

»Det har været en stor sag mellem Danmark og Tyrkiet, siden daværende premierminister Erdogan udvandrede fra et pressemøde med Anders Fogh i 2005,« siger Sadi Tekelioglu og tilføjer:

»Tyrkiet har altid klaget over, at EU og Danmark ikke har taget tyrkernes kamp mod terror alvorligt. Derfor ser man i Tyrkiet skridtet fra den danske anklagemyndighed som en blåstempling af den tyrkiske politik. Derfor er det en historie som ryger på forsiden af stort set samtlige aviser.«

Flere tyrkiske aviser har ifølge Sadi Tekelioglu lagt en sarkastisk tilgang til terrortiltalen, der er kommet efter mere end fem års efterforskning.

»»Endelig Danmark« og »Godmorgen Danmark«, lød det i nogle aviser, hvor der ofte blev henvist til, at sagen har taget fem år. Nu har Danmark endelig taget sig sammen, var den generelle udlægning af sagen i de tyrkiske medier,« siger Sadi Tekelioglu.

Han venter, at den kommende retssag mod ROJ TV vil blive fulgt nøje i Tyrkiet, hvor der for tiden er tilnærmelser mellem regeringen og PKK om en eventuel våbenhvile og ivrig offentlig diskussion om det smertefulde og problematiske kurdiske spørgsmål.

»Derfor bliver sagen fulgt meget tæt i de tyrkiske medier, og derfor vil den kommende retssag blive fulgt nøje,« påpeger Sadi Tekelioglu og tilføjer:

»Det undrer dog de tyrkiske medier, at ROJ TV fortsætter med at sende stadigvæk, selv om der er rejst tiltale. Tyrkerne kunne måske forvente, at den ville blive lukket med det samme. Det første spørgsmål, jeg hørte fra Ankara, var, om TV-stationen ville blive lukket nu.«

ROJ TV sender dog ufortrødent videre fra København. Kun en eventuel dom vil stoppe signalet.