Røveri mod Danske Bank i Brabrand

Fire maskerede mænd begik torsdag morgen røveri mod Danske Bank i Brabrand, oplyser politiet. Røverne slap ifølge politiet af sted med et større beløb.

Fire maskerede mænd begik torsdag morgen ved 08-tiden røveri mod Danske Banks fordelingscentral i Brabrand ved Århus, oplyser politiet. Røverne slap ifølge politiet af sted med et større beløb.

Røveriet fandt sted på Edwin Rahrsvej, og røverne forsvandt i en gyldengrå Audi A4 stationcar.

- Flugtbilen er meget beskidt, så den skulle være til at kende, oplyser vagthavende hos politiet i Århus, der dog ikke har modtaget henvendelser fra vidner.

Politiet har intet signalement af gerningsmændene.

- Vi ved ikke, om de har brugt våben, eller om de har nøjes med mundtlige trusler mod personalet, siger vagthavende.

Røverne brugte en personbil til at torpedere en port til bankens område, inden de altså stak af i Audien.

/ritzau/