Røvere tvang piller i chauffør

Røvere slap af sted med kreditkort og mobiltelefon, efter at de havde tvunget chauffør til at sluge piller.

To røvere tvang onsdag en 44-årig lastbilchauffør til at sluge nogle piller under et landevejsrøveri på Ribevej syd for Brørup, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Vi ved ikke, hvad det var for nogle piller, men chaufføren er kørt til udpumpning, og så må vi se, om der kommer noget op, som vi kan finde ud af, hvad er, siger vagthavende ved politiet i Esbjerg.

Den ene røver beskrives som: mand, skandinavisk af udseende, ca. 175 cm, ca. 40 år, normal af bygning, brunt kort hår, smalt ansigt. Han var iført runde solbriller, mørkeblå t-shirt og blå jeans.

Den anden røver var ligeledes ca. 40 år og 175 cm høj. Han talte dansk og havde kort, lyst strithår. Han var iført solbriller, lys t-shirt og blå jeans.

Røverne kørte i en mørkeblå bil, formentlig af mærket Skoda Felicia - muligvis var der tale om en Lada.

/ritzau/