Røvere truede mand med pistol og stjal hans toast

En 53-årig mand blev kort før midnat fredag udsat for groft pistolrøveri, da to røvere brød ind i hans lejlighed og stjal penge og toastbrød.

To røvere brød sent fredag aften ind hos en 53-årig mand og truede ham på livet med både pistol og strømpistol, oplyser politiet i Frederikssund.

Røverne tvang den 53-årige til at udlevere 1200 kroner og en mobiltelefon, inden de fortsatte til mandens køleskab og stjal en pakke toastbrød.

Herefter forsvandt røverne i en bil, hvor to medgerningsmænd sad og ventede. Det lykkedes efterfølgende politiet at opspore og anholde firebanden, der nu er sigtet for røveri af særlig farlig karakter.

Røverne, der er i alderen 22 til 43 år, fremstilles i grundlovsforhør lørdag eftermiddag, oplyser politiet i Frederikssund.

/ritzau/