Røvere slap afsted med 26,7 millioner kroner

Uden at bruge våben eller truende ord lykkedes det i går fire mænd at begå Danmarks næststørste røveri nogensinde ved en Danske Bank nær Århus.

Fire gerningsmænd bakkede i går denne Toyota Hilux igennem hegnet til Danske Banks fordelingscentral i Brabrand. Herefter stak de af med 24,6 millioner. Foto: Claus Haagensen/Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det var et stærkt usædvanligt røveri, der i går fandt sted i Braband ved Århus. Ikke kun var det Danmarkshistoriens næststørste - de fire gerningsmænd brugte heller ikke den slags barske metoder, man normalt forbinder med storrøverier.

Efterforskningsleder ved Østjyllands Politi, Mogens Brøndum, kalder røveriet for velresearchet og utroligt heldigt, og fortæller til Ritzau, at der hverken blev brugt våben eller verbale trusler mod bankens fem ansatte, som var i kontakt med mændene. Overraskelsesmomentet var i sig selv nok til, at de kunne få frit spil, uden at medarbejderne nåede at reagere.

De har alle fået tilbud om psykologhjælp, men har efter sigende ikke lidt fysisk overlast og håndterede efterfølgende situationen fattede, selv om de naturligvis var rystede af oplevelsen.

Med udbyttet på 26,7 millioner er røveriet i går kun overgået af et røveri i Glostrup i år 2000, hvor gerningsmændene røvede 41,5 millioner kroner fra en pengetransport

Det nøje planlagte røveri skete klokken 08.08 i går, hvor de maskerede mænd pløjede en Toyota Hilux gennem et trådhegn ind til Danske Banks fordelingscentral på Edwin Rahrsvej i Brabrand. Her overføres penge til pengetransporter, og på under et minut lykkedes det røverne at tage de mange millioner, som stod klos op af en pengetransport. De svøbte dem ind i hvide lagner.

Herefter kørte mændene væk i en sølvgrå Audi A4 stationcar, som ved middagstid blev fundet i Jeksenskoven nær Hørning omkring ti kilometer fra gerningsstedet.

Politiet er næsten sikre på, at røverne derefter er kørt væk i en ny flugtbil og efterlyser derfor vidner, der har set en bil køre fra stedet i meget høj fart omkring klokken 08.30 i går morges.

Politiets gennemgang af videoerne i overvågningskameraerne har kun givet dem et sparsomt signalement at gå efter. De fire gerningsmænd beskrives som mellem 20-30 år og er alle omkring 180 centimeter. En var iklædt kakifarvede bukser med udvendige lommer, mens en anden bar lyse joggingbukser, men ellers var de iført mørkt tøj. Danske Bank har udlovet en dusør på 200.000 kroner for oplysninger, der kan bringe pengene tilbage igen, og banken vil nu undersøge, hvordan de kan forbedre sikkerheden i fremtiden i erkendelse af, at røverne er blevet mere professionelle end tidligere.