Røster fra en pølsevogn: »Det bliver usikkerheden, der afgør det«

Politikerne har forvirret, mere end de har oplyst. I det hele taget er afstemningen torsdag forvirrende. Berlingske er på gaden for at høre danskernes dom ved noget af det mest danske: Pølsevognen.

Anne Pantmann (t.h.) vil gå i stemmeboksen med en følelse af afmagt over politikere, der har været arrogante, synes hun. Her er hun sammen med veninden Marianne Nordahl Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Hvilken slags pølse skal det være?«

»Medister? Arh ... giv mig den der unghanepølse.«

»Hvilken slags dressing vil du så have?«

»Hmmm ... tjaaa. Jeg tager bare ketchup.«

»Hvad med løg? Ristede eller almindelige?«

»Begge dele. Nej, ved du hvad? De almindelige, tak.«

Kunden ser lettet ud. Det er sin sag at beslutte, hvad der skal i en ristet hotdog. Og det ved 25-årige Frederik Preiss alt om. Hver dag stiller han samme spørgsmål til kunderne her i den økologiske pølsevogn ved Rundetårn i det indre København. Hver dag står folkedybet her ved det mest danske af det danske med sennep og brødkrummer i mundvigen og taler om det, der også har vist sig at være sin sag at beslutte: Hvad man skal stemme torsdag. Ja, det burde jo handle om de 22 retsakter, men når han har hørt kunderne debattere EU-afstemningen, har de kun kredset om én ting: Om vi selv skal bestemme i Danmark. Om de egentlig tror på EU eller ej. Om hvordan Danmarks fremtid i Europa skal forme sig.

»Dem, der snakker om det her, taler mest om frustration. Om hvor meget de ikke forstår det. Jeg tror, de fleste af kunderne overfladisk har skimmet overskrifterne. De færreste har brugt en masse timer på at læse op på stoffet. Der er en masse jura i det, men når det handler om afgivelse af suverænitet, fylder det meget i folk. I det her valg bliver det helt klart usikkerheden, der afgør folks valg. Og det er jo absurd.«

»Latterlige argumenter«

Den unge pølsemand er ikke blevet klogere af at lytte til politikerne. Både ja- og nej-siden er i hans optik kommet med »latterlige argumenter«.

»Vi har hørt historier om, at man hjælper pædofile, hvis man stemmer det ene frem for det andet, og at vi ryger helt ud af Europol, hvis man stemmer noget andet. Jeg stemmer selv nej. Jeg er principielt imod centralisering af magt. Hvis det bandt os på arme og ben med den her afstemning, og vi vitterligt ikke kunne komme med i Europol, ville jeg måske genoverveje. Men det er jo ikke tilfældet.«

En midaldrende mand, der læner sig op af disken med en hotdog i hånden, ryster stille på hovedet.

»Ja, jeg har altså hørt bedre agumenter for et nej end det der. Sandheden er, at ingen af os har overskud til at sætte os ind i det. Det er et kompliceret spørgsmål. Men man bliver nødt til at spørge folk,« siger manden.

Så er det Annette Hansens tur til at få spørgsmålene fra pølsemanden. Hun vælger en fransk hotdog. I morgen bliver det et nej. Det har den arbejdsløse kvinde bestemt sig for allerede for længe siden, siger hun, imens første bid bliver taget.

»Jeg tror ikke ... ja, altså der er noget med, at når man stemmer ja, gør det alligevel ikke den store gavn. Og så vil jeg hellere stemme nej. Jeg har forsøgt at sætte mig så meget ind i tingene, som jeg nu har haft tid til. Jeg har læst artikler og set debatter, men det er stadig ret uforståeligt. Det er svært at gennemskue, hvad der er på spil. Jeg er nærmest blevet mere forvirret af at høre på politikerne. Det er især de 22 retsakter, der har forvirret mig. Jeg ved ikke, hvad der er det vigtigste af dem,« siger Annette Hansen.

»Jeg er blevet vred på politikerne«

Jeanettes Pølser på Højbro Plads er en klassisk pølsevogn. Derfra kan man se over til Christiansborg. Der, hvor flertallet af politikerne drømmer om et ja. Men ved pølsevognen har det ikke fyldt noget.

»Der er i hvert fald ikke nogen, der har sagt noget om det til mig. Der er ingen, der har villet tale om det,« siger Jeanette, imens hun vender pølser på stegepladen til de næste kunder.

Anne Pantmann tager en hurtig beslutning. En pølse i svøb. Med ketchup, tak. Sammen med sin veninde Marianne skal de to »gamle damer«, som de grinende siger, have sig en hurtig frokost. Hun vifter pølsen, imens hun med den anden hånd holder fast i sin røde stok. Veninden har allerede sagt det: Når Anne Pantmann står i stemmeboksen i morgen, bliver følelsen raseri. En afmagt over politikere, der har været arrogante, synes hun.

»Jeg kan ikke i én sætning fortælle dig, hvad afstemningen handler om. Heller ikke engang, hvis jeg brugte mange indskudte sætninger. Jeg er meget i tvivl. Fordi jeg er blevet vred på politikere og så meget andet, har jeg faktisk allermest lyst til at stemme nej. Men jeg ved godt, at politiet har brug for al den hjælp, de kan få, fordi de har ikke rimelige vilkår. Mine følelser siger nok nej, men den logiske sans siger ja.«

Den ældre kvinde synes egentlig, EU er udmærket. Så længe EU holder fingrene fra Danmarks egen politik.

Pølsen er spist. Nu er det pegefingeren, hun vifter med.

»Det hele kører på enkeltsager, og det virker til, at politikerne er bange for at stå fast på noget. Ja, jeg er godt nok ikke imponeret. Men jeg synes altså stadigvæk, det er fantastisk, at vi bor et sted, hvor vi kan stemme frit. Vi er så heldige, at vi bliver spurgt. Så vi skal i hvert fald ikke sætte os i sofaen og ikke gøre noget.«