Rør blot ikke ved min gamle jul

Læs mere
Fold sammen

Jeg elsker julen. Jeg elsker alle ritualerne og traditionerne. Men det skal være mine ritualer og mine traditioner.

Desværre har langt de fleste det på samme måde, og det må i sagens natur føre til en del stridigheder landet over om, hvis traditioner, der er de rigtige. Hvem der har den mest julede jul.

I min familie er vi julefundamentalister. Vores traditioner er mejslet i stentavler. Vi gør gerne plads til endnu en julegæst i selskabet, men vé den nyankomne, der i en formodning om, at vi kan tale os til rette som logisk tænkende voksne mennesker eller i et anfald af vanvid (det kommer ud på ét i denne sammenhæng) foreslår at ændre den mindste ting i foretagenet.

Vi var flere, der tog det som rendyrket kætteri, da min bror og hans hustru sidste år holdt jul med hendes familie for så at være hos os denne jul. Her vil nogle måske indvende, at det kun er ret og rimelig at dele sol og vind lige, men den slags salomoniske løsninger hører ikke hjemme i vores jul. Bevares, det er da synd for min svigerindes familie, at de aldrig kan holde jul med deres datter, men alternativet er jo, at både hun og min bror vil være fraværende i vores hjem og dermed fuldstændig uacceptabelt.

Hos os starter juleaftens dag med, at børnene (hvoraf de yngste nu er 34) pynter træet, mens mine forældre går i køkkenet og lægger den store slagplan for aftenens ædegilde. Så snart vi står op, finder vi de samme gamle plader frem, så dages lydspor er i orden. Vinyl, naturligvis, ikke noget så moderne som CDer.

Der spilles Bachs Juleoratorium, Händels Messias samt en aldeles smagløs plade med engelske julesange, uden hvilken julen ikke ville være den samme.

Det ligger også helt fast, hvem der går til julegudstjeneste for derefter at anmelde koret og organisten for resten af os, der bliver hjemme og ser Disneys Juleshow, mens vi passer kødgryderne. Dog aldrig under Anders’ sneboldkamp med ungerne.

Så vidt, så godt. Det har ikke afstedkommet større stridigheder. Det er straks værre med maden. Som nævnt er vi julefundamentalister - og det betyder risengrød før gris og fjerkræ.

Og hér standser ploven så brat. I hvert fald for min hustru, der efter eget udsagn er julehader, men den ondelyneme skal have sin ris a la mande juleaften.

 

Vi har hidtil undgået problemet med et kompromis. Da vi blev kærester, fejrede hun naturligt nok jul med sin familie og jeg med min. Men som årene gik, var det oplagt at fejre julen sammen, og her fik hun sin udkårne at se fra sin mere uforsonlige side.

Jeg har sporenstregs affejet ethvert forslag om, at jeg skulle fejre jul hos hendes forøvrigt enormt søde familie. Argumentet at der er børn til den julefest og ikke til vores har heller ikke hjulpet, ligesom jeg har insisteret på, at min hustru, der som sagt slet ikke kan lide jul, skal indfinde sig i min families skød hvert år.

Derfor har den stakkels kvinde de sidste mange år parodieret EUs rejsecirkus mellem Bruxelles og Strassbourg og først holdt en tidlig jul hos sin familie, der bor godt tre kvarters kørsel væk, for så at køre hen til os når børnene er lagt i seng. Hos os spiser vi alligevel så meget senere, at det passer godt med, at hun kan nå derhen og demonstrativt ikke danse med om træet inden det store gaveorgie, der varer til langt ud på natten. Selv om jeg naturligvis er stærkt utilfreds med hendes beslutning om ikke at tage del i vores uelegante slæben af overfodrede kroppe rundt om træet, er jeg så småt begyndt at affinde mig med det. Ikke mindst er mine protester blevet langt færre efter den jul, hvor hun i en snestorm kørte den lange vej fra sin families jul til min, mens jeg sad lunt og godt og mæskede mig.

Men i år fik jeg min vilje for første gang. Min udkårne fejrede hele juleaften med min familie, hvilket primært skyldes de to portugisiske hunde, vi har adopteret tidligere på året, og som hun ikke kunne bære at være adskilt fra til deres første danske jul. Og så fik hun helt ekstraordinært lov til at stå risengrøden over og spise sin egen ris a la mande efter fugl og gris. Og således var julefreden sikret.

Jeg ved det, kære læser. Når jeg selv ser disse linjer sort på hvidt, fremstår jeg ikke i det bedste lys, og jeg får det da også helt dårligt med mig selv. Men skammen varer kun et splitsekund – indtil jeg ihukommer alternativet: Nemlig ikke at fejre min jul med mine traditioner. Det ville dog være den værste af alle skæbner.