Rønn: Vi skal ikke være konsulenter

Selv om myndighederne får et konkret spørgsmål om EU-retten, så har de ikke nødvendigvis pligt til at vejlede, lyder det nu fra integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, der er blevet kritiseret for personligt at have ignoreret en henvendelse

Integrationsministeren mener ikke, at hverken hun eller Udlændingeservice skal vejlede ansøgere om EU-retten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech tager nu til genmæle efter flere ugers kritik af Udlændingeservices – og ministerens egen – vejledning om EU-retten, der giver mulighed for at få en ægtefælle til landet, selvom vedkommende ikke lever op til de danske familiesammenføringsregler.

I DRs P1-debat gjorde Birthe Rønn Hornbech det i går klart, at hun ikke mener, at myndighederne nødvendigvis er forpligtet til at vejlede om EU-muligheden. Selv hvis de får et konkret spørgsmål.

»Hvis det er i den der tone: »Hvad fanden bilder I jer ind i ministeriet? Hvad har I tænkt jer, at jeg skal gøre?« Så må jeg sige, at vi kan ikke vejlede om folks livsform, og så er det slet ikke sikkert, at en direkte forespørgsel om EU-retten er relevant, for hvis den er fuldstændig langt ude i hampen, så vil jeg mene, at vi må sige, at vi må have nogle flere oplysninger. Send et ansøgningsskema,« sagde ministeren i går.

I søndags beskrev Berlingske Tidende om en sag, hvor et par – efter at have fået afslag på familiesammenføring – havde henvendt sig til ministeren. De var forvirrede efter en kaotisk sagsbehandling og bad bl.a. ministeren vurdere lovligheden af – og det realistiske i – at benytte EU-retten.

Det ignorerede ministeren i sit svar til parret, hvilket ifølge eksperter i forvaltningsret er i klar strid med forvaltningsloven.

Ministeren har haft lejlighed til at læse bilagene igennem, men har endnu ikke villet kommentere sagen over for Berlingske Tidende, men i går blev hun spurgt om sin vurdering af sagen, og her understregede hun, at hun hverken mener, at hun eller medarbejderne i Udlændingeservice skal være »konsulenter«.

»Den her EU-ret er en lille del af samtlige familiesammenføringsregler, og vi kan ikke påtage os hver eneste gang at gøre rede for det hele. Så skulle du også genere alle de mennesker, der uden om EU-retten har betingelserne i orden og kan få familiesammenføring.«

Hun ville i går dog ikke tage stilling til, om hun og medarbejderne kan have brudt vejledningspligten. I stedet afventer hun konklusionerne fra Folketingets Ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, der undersøger sagen.