Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Flere asylsøgere i Danmark er i den seneste tid begyndt at sultestrejke i protest mod afvisninger på asyl eller langsommelig sagsbehandling.
Onsdag har 10 iranere, der har fået afslag på asyl i Danmark, indtaget Stefanskirken på Nørrebro i København og sluttet sig til den voksende gruppe af sultestrejkende rundt omkring i landet. I Røde Kors frygter man, at det ender med døden for de sultestrejkende.
- Der er jo temmelig mange af dem, som har sultestrejket relativt længe, og det der sker, når man sultestrejker i et stykke tid, er, at man mister lysten til at spise. Det, som vi er nervøse for, er, at de sulter sig ihjel, siger generalsekretær for Røde Kors i Danmark, Anders Ladekarl.
Han påpeger dog, at der fortsat kan gå en rum tid, før det ender fatalt for en eller flere af de sultestrejkende, da de fortsat indtager væske.
- Så vi håber selvfølgelig ikke, at det sker, og vi håber, at de beslutter sig for at stoppe, inden det sker, så det er ikke lige om hjørnet. Men der er da nogen, der har været på skadestuen og på anden måde været tilset af vagtlæger, siger Anders Ladekarl.
Ifølge hans oplysninger er antallet af sultestrejkende asylsøgere mellem 60 og 70, mens politiken.dk skriver, at tallet er mindst 73. Anders Ladekarl forventer, at tallet vil stige i de kommende dage.
- I dag har det jo bredt sig i hvert fald til nogle folk, der er taget ind i en kirke, og i de seneste dage har flere sluttet sig til. Så noget tyder på, at der kunne komme flere, men vi ved det som sagt ikke, siger han.
Røde Kors opfordrer samtlige sultestrejkende asylsøgere til at begynde at spise igen og vil ikke tage stilling til selve asylspørgsmålet, som har fået de mange iranere og syrere til at nægte at indtage mad.
- Det er deres eget frie valg, om de vil det eller ej, og vi hverken kan eller vil tvinge dem til at spise igen. Men vi siger til dem, at i Danmark er det ikke en metode, som man normalt hverken benytter sig af eller opnår resultater med. Men de har altså besluttet sig for at gøre, og det er jo deres frie valg, siger Anders Ladekarl.
Sultestrejkerne finder foruden Stefanskirken på Nørrebro sted på flere asylcentre rundt om i landet.