Røde Kors: Danmark skal øge humanitær bistand

Antallet af flygtninge, der søger asyl i Vesten, vokser kraftigt. Danmark skal øge den humanitære bistand i nærområderne for at stoppe flygtningestrømmen, lyder det fra Røde Kors.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Flygtninge fra især Syrien og Irak strømmer i disse måneder til Vesten for at søge asyl. En ny rapport fra FNs Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) viser, at op mod 700.000 asylansøgere kan have søgt tilflugt i Vesten, når året er omme.

Generalsekretær Anders Ladekarl fra Røde Kors er ikke overrasket over den kraftige vækst i antallet af flygtninge, der søger tilflugt i blandt andet Danmark.

»På verdensplan er mere end 50 millioner mennesker på flugt, så at der kommer 700.000 flere asylansøgere er et relativt beskedent tal i forhold til, hvor mange flygtninge, der i øvrigt er i resten af verden,« siger han.

Ifølge Anders Ladekarl bør Danmark øge den humanitære bistand i nærområder, hvor mennesker er ramt af krig og ødelæggelse, så folk ikke bliver nødt til at flygte længere end til nabolandet.

»Men når det så er sagt, og de er kommet til Danmark, skal vi som medmennesker melde os som frivillige eller være med til at gøre plads, hvor der er plads,« siger han.

I forlængelse af det nævner generalsekretæren en episode i Grenaa, hvor 18 danskere meldte sig som frivillige til et nyt asylcenter. Derfor tror han også, at mange danskere gerne vil hjælpe til, hvor de kan.

FN anslår, at antallet af flygtninge, der tager til Vesten for at søge asyl i 2014, risikerer at blive højere end i 1990erne, hvor borgerkrisen rasede på Balkan.

Rapporten konkluderer også, at Tyskland, USA, Frankrig, Sverige, Tyrkiet og Italien står for hele to tredjedele af antallet af nye asylansøgere i 2014.