Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse står midt i et indkøb af droner til omkring 1,3 milliarder kroner, men forløbet har trukket i langdrag og er blevet langt mere besværligt, end det burde. 

Det sker på grund af regnefejl og en udbudsrunde, der blev til tre. 

Det kan TV 2 nu afdække på baggrund af flere aktindsigter. 

Som et led i forsvarsforliget i 2018 blev det besluttet, at Hæren skulle have større og bedre overvågningsdroner. 

For nuværende har Forsvaret stort set kun PUMA-droner, der har været brugt i blandt andet Afghanistan, indkøbt i 2012. Men de er slidte og kan ikke konkurrere med de nyeste af slagsen. 

Droner er nemlig blevet en afgørende spiller på den moderne slagmark, og teknologien udvikler sig hastigt, så de nyeste modeller på markedet både kan lette lodret og klare arktiske temperaturer. 

I lyset af krigen i Ukraine er det blevet afgørende for det danske forsvar at opruste med netop det. 

Men dronerne fra aftalen i 2018 har hverken politikere eller offentligheden set skyggen af, og hele forløbet har været mørklagt indtil nu. 

Et rodet forløb

Allerede i 2021 satte Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) det første droneindkøb i udbud. 

TV 2 har søgt aktindsigt i fortrolige dokumenter fra FMI, som viser, hvordan handlen forløb herfra. 

Fordi der i mellemtiden kom nye og mere avancerede droner på markedet, trak FMI udbuddet tilbage igen og lavede et nyt året efter. Vinderen blev amerikanske Shield Al, som ifølge FMI levede op til kravene som de eneste. De skulle producere såkaldte V-BAT-droner. 

Men efter klager fra en af de konkurrerende virksomheder lavede FMI et udbud for tredje gang, hvor samme Shield Al vandt. 

Det førte til endnu en klage fra en af konkurrenterne, og i Klagenævnet for Udbud fandt man ud af, at FMI ikke havde medtaget alle udgifter for reservedele i udregningen af den samlede pris.

Den regnefejl gjorde, at udgifterne blev for store, og FMI måtte meddele Shield Al, at de ville annullere handlen. 

I stedet gik udbuddet til klageren – en anden producent – som skal levere ni JUMP-20-droner inklusive udstyr og vedligeholdelse. En anden type droner end dem, de først havde købt. 

TV 2 har talt med professor ved Roskilde Universitet Ole Helby Petersen, der tidligere har siddet i Klagenævnet for Udbud. Han kalder det »åbenlyst, at FMI har begået fejl, som er store nok til, at de i første omgang taber sagen ved klagenævnet«. 

Forsinkelser og dårlig administration

Som Berlingske før har skrevet, har der været massive forsinkelser på flere elementer i den aftale, der blev indgået. 

I en pressemeddelelse fra 2023 lød forklaringen, at covid-19-pandemien og krigen i Ukraine havde bragt forsinkelser i globale forsyningskæder. Men også at Forsvaret de senere år været ramt af omfattende problemer med dårlig økonomistyring og administration.

Men denne gang er det altså en simpel regnefejl, der har bragt forsinkelser med sig. 

TV 2 har talt med flere forsvarsordførere, som undrer sig over, at forløbet har været hemmeligholdt. En af dem er Carsten Bach fra Liberal Alliance, der kalder forløbet »ganske forfærdeligt«.

Han siger desuden til TV 2:

»Jeg mener, vi skal gøre langt mere for at koordinere de her våbenhandler i EU frem for, at lille Danmark forsøger at gennemføre nogle indkøb, som så går helt galt,« siger han.