Rocker fængslet for skyderi i Farum

En 25-årig mand med tilknytning til Hells Angels er fængslet for skud mod en lejlighed i Farum i søndags. Tre mistænkte i sagen er stadig på fri fod.

Sigtet for forsøg på manddrab blev en 25-årig mand tirsdag varetægtsfængslet i fire uger.

Søndag skød den rockerrelaterede mand angiveligt seks skarpe skud mod en beboet lejlighed på Frederiksborgvej i Farum.

Ingen kom til skade, men mindst et projektil fløj gennem vinduet og ind i lejligheden, hvor flere personer opholdt sig.

Manden blev mandag aften anholdt i en lejlighed i Roskilde uden videre dramatik og ført til retten i Lyngby, hvor han tirsdag blev fremstillet for lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning.

Ifølge politiets oplysninger var den 25-årige nemlig ikke alene, da aftrækkerfingeren kløede. Tre medgerningsmænd er efterlyst.

/ritzau/