Robotterne marcherer mod dit job

Danske hospitaler er i færd med at blive invaderet af en mindre robothær, der vil køre rundt på gange og selv tage elevatoren for at bringe beklædning, mad og medicin frem. Men er du klar til at få en robot som kollega?

Tegning af Kamilla Wichmann Fold sammen
Læs mere

I administrationsbygningen på Herlev Hospital har chefer og sekretærer lige skullet bruge et par dage på at vænne sig til deres nye postomdeler.

»Han« brokker sig aldrig, men kommer stilfærdigt rullende på sine fire hjul og giver en lille lyd fra sig, når der er post til direktøren eller afdelingschefen. Derpå tager man sine breve og pakker, trykker på en knap, hvorefter den ufortrødent ruller videre med posten op ad gangen.

Hvis et menneske eller en genstand kommer i vejen ude på gangen, stopper den bare lidt op og kører stilfærdigt udenom. For rullebordet er i princippet en robot eller rettere en AGV – en automatic guided vehicle. Og tilmed danskudviklet.

AGVer, ofte i form af små selvkørende gaffeltrucks, udfører allerede i dag betydelige arbejdsopgaver i lager- og produktionshaller i danske virksomheder som Lego, Carlsberg og Novo Nordisk. Men Herlev Hospital er et af de første eksempler på, at de også er begyndt at rulle rundt i kontormiljøer. Og det er bare første skridt. Eller rul, om man vil.

Når Herlev Hospitals milliarddyre udbygning står klar om tre-fire år, vil der ikke bare være et enkelt robotrullebord, som tøffer rundt. Så vil hospitalet råde over 30-40 AGVer, der vil køre bl.a. medicin, beklædning og affald samt patienternes mad og katetere rundt til hospitalets mange afdelinger.

De vil selv kunne tage vareelevatoren fra kælderen og op til de enkelte afdelinger, hvor medarbejdere vil stå for aflæsning af varer i lukkede områder. Og når de er kommet retur til servicebygningen i kælderen, bliver de atter fyldt op med varer – med mindre batteriet efter mange timers arbejde er ved at løbe tør. For så ruller AGVen selv hen til en opladestation og får sig en lille og velfortjent »frokostpause«.

Ifølge Arne Rask, der er chefkonsulent for hospitalets logistik og forsyning, er Herlev Hospital dansk frontløber for en uundgåelig udvikling. Allerede i dag benytter over 30 europæiske storhospitaler sig af AGVer, og om ganske få år ventes mindst 100 af de små robotkøretøjer at køre rundt på hovedstadsregionens hospitaler, herunder Bispebjerg og Rigshospitalet. Og en lignende udvikling er på vej på hospitaler i andre regioner af nationen.

»På længere sigt er det ikke let at finde medarbejdere, der har lyst til at skubbe rundt med vogne i mørke og kolde kældergange. Samtidig vil vi hellere lade de varme hænder koncentrere sig om, at patienterne har det godt. Så i det omfang, vi kan, vil vi flytte disse medarbejdere op for at servicere på afdelingerne,« forklarer han.

Netto-robotter

Hospitalets selvkørende postomdeler er produceret i Odense af den nystartede virksomhed MiR (Mobile Industrial Robots), der er stiftet af den tidligere forsker og leder af robotlaboratoriet RoboLab på Syddansk Universitet, Niels Jul Jacobsen.

»Alt det, du har rulleborde til i dag i virksomheder, al intern transport, det kommer rullende robotter til at overtage. Både fordi de er mere pålidelige og billige,« siger robotchefen.

En AGV fra Odense-firmaet, en MiR100, kan laste 100 kilo og køre i op til 12 timer uden opladning, og den kan ifølge Niels Jul Jacobsen være i drift i næsten enhver virksomhed på bare en times tid.

»Det er ligesom at få en ny medarbejder ind,« forklarer direktøren. »Den skal lige vises rundt først. Hvor er køkkenet? Hvor er kontorerne?«

Den vigtigste ting, som den mobile robot skal lære at kende, er sine nye omgivelser. De kan enten downloades direkte til den i form af et kort over de arealer, hvor den skal rulle, Eller også leder man den indledningsvist rundt på de gange og i de rum, hvor den skal køre, mens den scanner omgivelserne ind i sin hukommelse.

Salgsprisen ligger i omegnen af 150.000 kr. En stor del af produktionsomkostningerne er gået til at sikre, at maskinen ikke går amok og ved en teknisk fejl farer direkte ind i en medarbejder.

Kommende generationer af AGVer vil ikke nøjes med at køre rundt med genstande, som mennesker af kød og blod selv skal læsse af og på. Allerede i dag er der mobile robotter, som med kroge kan hægte sig fast til burvogne, som de kan slæbe til genopfyldning. Men de er også så småt begyndt at blive udstyret med rullebånd eller gribearme, så de kan tømme skrald eller fylde hylder op med nye varer.

»Mit bud er, at vi om fem år begynder at støde på AGVer i supermarkederne – mobile robotter, som ruller rundt i forretningerne, og som vil stille madvarer op på hylderne. Og som samtidig kan svare på, hvor sukkeret står. Det kommer, fordi det ikke er særlig kompliceret. Det er fornuftige omgivelser med et fladt gulv og hylder, man kender,« siger Niels Jul Jacobsen.

Bedre livskvalitet?

Den første store gruppe af danskere, der i vid udstrækning har stiftet bekendtskab med robotter, er de ældre. Som led i hjemmeplejen får tusindvis af danskere deres hjem støvsuget af kommunale robotstøvsugere. Og på plejehjemmene er man begyndt at eksperimentere med en lang række moderne teknologier, herunder robotarmen MySpoon, der kan hjælpe ældre og handicappede med at spise, baderobotter til bevægelseshæmmede ældre eller den japanske robotsæl Paro, der kan få demente til at knytte sig følelsesmæssigt til en maskine.

Alt sammen noget, der rejser en række etiske spørgsmål om velfærd og medmenneskelighed kontra effektiviseringer. Men som angiveligt også kan forøge livskvaliteten for en del.

Et eksempel på det finder man også i Odense, hvor Region Syddanmark som led i et EU-projekt netop er begyndt at teste en række robotprototyper i hjemmet hos 12 ældre forsøgspersoner.

Af konkurrencehensyn må regionen ikke offentliggøre præcist, hvad robotterne kan. Men ifølge konsulent i Syddansk Sundhedsinnovation Caroline Strudwick er der bl.a. tale om maskiner, der kan hjælpe ældre med at holde balancen, nå genstande på øverste hylde eller hjælpe dem på og af toilettet.

»Den overordnede udfordring er, at der kommer flere og flere ældre. Derfor leder vi efter løsninger, som kan hjælpe ældre til at blive boende i deres eget hjem. Hvilket øger livskvaliteten for dem,« siger hun.

Der er imidlertid fortsat et stykke vej til den velfungerende hjemmerobot, som den almindelige dansker både kan og vil betale for. For eksempel en prisvenlig robot, der kan stryge skjorterne, lægge tøjet pænt sammen og lægge det på plads – for ikke at tale om at fylde og tømme opvaskemaskinen og lave maden.

Men for få uger siden demonstrerede den russiskfødte opfinder Mark Oleynik en decideret robot-kok på en industrimesse i Hanover. Dens centrale komponent er et par yderst fleksible robotarme, der er udviklet af den danske virksomhed Universal Robots – ligeledes hjemmehørende i Danmarks nye »Robot Valley«, Odense.

Armene hænger ned fra loftet foran kogeplader, pander og gryder, og de kan tilberede deciderede gourmetretter. Dens imponerende håndelag skyldes, at den i mindste detalje har observeret og indlagret samtlige bevægelser hos en professionel kok af kød og blod under tilberedningen af en række lækre retter. Stege- og kogetid er dermed helt korrekt, og maskinen afpasser ingredienser og rører i gryden præcis som den rigtige kok.

Desværre skal alle madvarer være skåret og snittet på forhånd – og den tager ikke selv opvasken. Men Oleynik håber at have en kommerciel model af sit robotkøkken klar fra 2017 til en pris på omkring 100.000 kr.

Robotlærerinden Saya

Men kokken, plejeassistenten og medhjælperen i supermarkedet er næppe de eneste, der har grund til at føle sig truet af robotudviklingen.

I Japan har man gennem flere år testet den humanoide robot Saya som skolelærer i teknologiundervisning i de mindre klasser. Sayas udvikler, professor Hiroshi Kobayashi, mener, at Saya og hendes efterfølgere om få år i nogen udstrækning vil kunne erstatte rigtige lærere, ikke mindst i tyndt befolkede egne, som har svært ved at tiltrække lærere.

Theresa Schilhab, der er neurobiolog og pædagogisk forsker med speciale i bl.a. fremtidsteknologi, skrev fornylig en blog på Folkeskolen.dk om Saya og lignende robotlærerinder.

Hun kan godt forestille sig robotter som undervisere i »ekstremt mekanisk og repetitiv undervisning«, som ikke beror på uddybende forståelse og på ret meget andet end gentagelser.

»Men en robot vil aldrig kunne skabe den dybe forståelse af, hvorfor noget er vigtigt, ligesom den aldrig vil kunne levere den vigtige og dynamiske interaktion mellem lærer og elev,« siger hun.

»Så jeg tror ikke, at skolelæreren har grund til at føle sig truet i mange år fremover.«