Robin Hood-modellen får Gentofte til at rase og Kalundborg til at juble. Her er forklaringen bag

Regeringen fremlægger torsdag et udspil om at ændre udligningssystemet. Men hvad går systemet ud på? Se her, hvor mange milliarder der omfordeles mellem kommunerne.

 
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Torsdag præsenterer regeringen et udspil til en ny udligningsreform. Fredag begynder forhandlingerne med de øvrige partier.

Hvad går udligningssystemet ud på? Og hvorfor skal systemet ændres? Vi giver her svar på spørgsmålene.

Hvorfor har vi et udligningssystem?

Skal en folkeskole i den ene kommune være langt bedre end en tilsvarende skole i en anden kommune? Skal der være langt flere pædagoger til børnene i kommune A end i kommune B?

Nej, bemanding og service i landets kommuner bør være nogenlunde ens, vil de fleste nok mene. Især hvis skatteprocenten er den samme. Og dette er netop argumentet for det »kommunale udligningssystem«, hvor store beløb overføres til mindrebemidlede kommuner, idet rige kommuner må aflevere en pose penge til knap så rige kommuner.

Hvis man fordelte pengene til kommunerne ud fra antallet af borgere, kunne det måske virke rimeligt, men i forhold til den danske velfærdsmodel ville dette skabe problemer. Overordnet set, fordi indbyggersammensætningen i de enkelte kommuner er forskellig, og fordi indkomsten pr. borger er vidt forskellig i de enkelte kommuner. Altså får nogle kommuner mange penge ind i skat, mens andre er udfordrede.

På udgiftssiden er der ligeledes store forskelle på, hvad den enkelte borger i gennemsnit koster kommunerne. Dette kan skyldes, at en kommune har mange plejekrævende ældre. Eksempelvis koster en borger i Lolland Kommune hvert år over 80.000 kroner, mens en københavner i gennemsnit koster under 60.000 kroner.

Hvem vinder, og hvem taber?

Samlet set vinder de fleste kommuner på tilskuds- og udligningsordningen, fordi ordningen bygger på bloktilskud fra staten.

Ser man alene på selve udligningen, er der tale om et nulsumsspil. Her flyttes 18,5 milliarder kroner fra 66 kommuner til de resterende 32 kommuner i landet.

Gentofte afleverer således årligt 3,2 milliarder kroner og er dermed den kommune, der må af med det største beløb til udligningssystemet. Derefter følger Rudersdal og Københavns Kommuner med henholdsvis 2,1 milliarder kroner og 1,8 milliarder kroner.

Gentofte Kommune kunne sænke kommuneskatten med godt 13 procentpoint og opretholde samme indtægtsniveau, såfremt den ikke skulle sende penge ud af kommunen.

I den anden ende af spektret finder vi Odense Kommune, der modtager 1,1 milliard kroner. På anden- og tredjepladsen ligger Lolland og Guldborgsund Kommuner.

Hvordan er udligningssystemet skruet sammen?

Udligningssystemet består af et statsligt bloktilskud og derudover hovedsageligt af en landsudligning og hovedstadsudligning.

Landsudligningen omfatter landets 98 kommuner. For hver kommune kigger man på udgiftsbehovet. Størrelsen af udgifterne afhænger i høj grad af indbyggernes alder. Borgere over 85 år udløser af naturlige årsager højere kommunale udgifter end borgere i 40erne – og også mere end et barn under fem år.

Indbyggernes aldersfordeling vægtes højest, når en kommunes udgiftsbehov skal beregnes. Den anden byggesten er en række socioøkonomiske faktorer, herunder især hvor mange der er uden beskæftigelse.

Ud fra disse oplysninger beregnes det, om kommunen ville have overskud eller underskud, såfremt den havde en gennemsnitlig skatteprocent. Resultatet kalder man det strukturelle overskud eller underskud.

Kommuner med strukturelt overskud skal aflevere 61 procent af beløbet til de øvrige kommuner. Dette er – i grove træk – landsudligningen, men det er ikke det hele.

Oven på dette system har kommunerne i hovedstadsområdet deres eget udligningssystem. Her afleverer kommuner med strukturelt overskud 27 procent af overskuddet til andre kommuner. Faktorerne til at beregne kommunens udgiftsbehov vægtes en smule anderledes. For eksempel betyder arbejdsløshed mindre, mens antallet af lavtuddannede betyder mere.

Vi er dog ikke helt færdige. Kommuner uden for hovedstadsområdet med et særligt højt strukturelt underskud får ekstra penge i posen fra udligningen. Dertil kommer en række mindre udligningsordninger inden for en række områder – eksempelvis udligning af selskabsskat.

Vil du bruge mere end fem minutter på at forstå udligningssystemet, er der mere at læse i Økonomi- og Indenrigsministeriets publikation her.

Hvorfor er nogle kommuner utilfredse?

En række kommuner i hovedstadsområdet er utilfredse med udligningssystemet og mener, at pengeoverførslen fra hovedstaden til resten af landet skal sættes ned. Argumenterne er, at arbejdsløsheden ligger på niveau med resten af landet, og at den kommunale service ikke er bedre.

Rækken af hovedstadskommuner er gået sammen om initiativet Stopforskelsbehandlingen.nu. Ifølge deres beregninger har en familie i hovedstadsområdet, som bor i hus med to børn, og hvor far er håndværker, og mor er sygeplejerske, 74.000 kroner mindre til rådighed om året end en tilsvarende familie i Nordjylland.

Omvendt løser udligningssystemet ikke alle problemer for kommuner, der er pressede. Der er således bred utilfredshed med udligningssystemet.

Hvad har regeringen på vej?

Statsminister Mette Frederiksen (S) har varslet, at kommuner i det østlige Danmark skal betale mere til udligningsordningen. Bykommuner skal give mere til landkommuner. I det hele taget skal udligningen øges, så rige kommuner betaler mere end i dag.

Desuden skal nye faktorer tælle med i systemet. I dag tæller alder med, men der er store forskelle på kommunerne, om de ældre er sunde og raske. De ældres helbred kan derfor blive et ekstra parameter.

Kilder: Økonomi- og Indenrigsministeriet, DR m.fl.