Ritt inviterer G13 til møde

Overborgmester Ritt Bjerregaard (S) vil mødes med ungdomsaktivisterne fra G13. Politi og domstole forbereder sig på uro i forbindelse med lørdagens aktion.

Københavns overborgmester, Ritt Bjerregaard (S), har hidtil været afvisende over for dialog med de brugerne af det tidligere Ungdomshus på Jagtvej 69.

Men torsdag inviterede Ritt Bjerregaard de unge til et møde i næste uge. Det skriver flere medier.

Invitationen kommer samtidig med, at naboer og politi er ved at forberede sig på lørdagens stort anlagte aktion G13 i København. Aktionen går ud på at besætte et nyt hus i Vanløse som erstatning for Ungdomshuset.

Betingelserne for mødet er dog helt klare: Ingen ballade eller hærværk under weekendens aktion for et nyt ungdomshus.

- Hvis det havner i vold, som vi tidligere har set det, er der ikke basis for et møde. Men jeg tager udgangspunkt i, at de unge nu giver udtryk for at ville arbejde for deres sag med fredelige midler, siger overborgmester Ritt Bjerregaard (S) til TV2 Lorry.

/ritzau/