Min ti-årige steddatter og jeg har i de koldeste og mørkeste vintermorgener, mens vi spiste havregrød, leget »hvad glæder du dig allermest til til sommer.« Til sommerferien på en græsk ø og spise de der stegte auberginer, at bade (mest hende), asparges (så klart mest mig), til bare tæer i sandalerne (begge) – og så til sommerens bær. Åh, stikkelsbærgrød, hindbær, solbær, ribs, men allermest åh, jordbær. De første danske af slagsen med den syndigt fede creme double fra Arla Unika. Jordbær. Så snakker vi og drømmer og holder ud gennem vinterkulden. En dag bliver det sommer.
Samme fornemmelse får man af at læse i Ritt Bjerregaards nyeste bog »Bær – I haven og i køkkenet«, der netop handler om bær. Om at dyrke dem og spise dem. Den er skrevet i samarbejde med Jørgen Vittrup, der er professor emeritus (måske verdens sejeste titel) i planteavl fra dengang, der var noget, som hed Landbohøjskolen, og den fortæller grundigt om forskellige bær og de mange sorter, om plantning, beskæring og plukning. Om sæsoner og indsats, den indeholder opskrifter på at bruge bærrene, hvis man drømmer om at servere andet og mere end jordbær med fløde. Og så er bogen fuld af historier om Ritt Bjerregaards eget liv, om hendes forældre, mand, niecer, deres børn og bærrene. En bog fuld af varme og glæde og begejstring.
Derfor kommer hun på besøg i køkkenet. Fuldstændig på klokkeslæt til tiden. På cykel og selvfølgelig med cykelhjelm. En skatermodel med en kort skygge. Matsort. Håret sat op i den klassiske knold, »en elastik, tre hårnåle og to totter hår snoet om hinanden. Det tager ingen tid, og det er så praktisk. Jeg havde det, som mænd har det med deres hår, da jeg var minister. Jeg kunne gå direkte fra et fly til et møde eller fra en swimmingpool og i min cocktailkjole. Andre kvindelige ministre skulle bruge en time på at sætte hår, fortalte de mig.«
Sådan er hun at have på besøg. Hun svinger mellem at fortælle små historier om sin barndom »min far elskede hindbær, hver gang jeg spiser et, tænker jeg på ham« til historier fra sit liv som politiker, minister, overborgmester og EU-kommissær, »jeg oplevede jo selv boligmarkedet tæt på, da jeg ville bygge billige boliger, det gik ikke så godt,« og som pensionist, »folk sagde til mig, at det ville være frygteligt at blive pensionist og lave ingenting. Det er det virkelig ikke. Det sværeste er at sige nej til tilbuddene.«
Sådan er hun at have på besøg. Hun svinger mellem at fortælle små historier om sin barndom »min far elskede hindbær, hver gang jeg spiser et, tænker jeg på ham« til historier fra sit liv som politiker, minister, overborgmester og EU-kommissær, »jeg oplevede jo selv boligmarkedet tæt på, da jeg ville bygge billige boliger, det gik ikke så godt,« og som pensionist, »folk sagde til mig, at det ville være frygteligt at blive pensionist og lave ingenting. Det er det virkelig ikke. Det sværeste er at sige nej til tilbuddene.«
Hun er 71 år og en omvandrende Danmarkshistorie. Både den politiske og velfærdsstatens. Begge dele beskriver hun i de erindringer, hun arbejder på lige nu. I øjeblikket om sin barndom. Hun kommer fra fattige kår med en far, der var børnehjemsbarn og en mor, der tidligt blev enke »og formentlig ville være blevet kaldt en nomadefamilie i dag. Et år det ene sted, et par år det næste.«
Hendes forældre blev gift som unge, han var snedker, hun passede børnene, der var ikke mange penge, og som barn oplevede Ritt Bjerregaard selv, hvad mad faktisk kan betyde. Og at bær og frugter kan være en stor rigdom.
»Jeg er født under krigen i 1941, og vi boede i en lille lejllighed på Vesterbro, hvor der ikke var særlig sundt at bo, så min søster og jeg var tit syge. Vi havde diarré og trivedes dårligt. Min mor gik til læge med os, og hans råd var, at det ville være en god idé at få en kolonihave. Men mine forældre var fattige, og de havde slet ikke råd til en have. Heldigvis skete der det, at min mors onkels kolonihave, der lå der, hvor FL Smidth ligger i dag, skulle flyttes ud til Hvidovre ved Rebæk Sø. Det var alt for langt for ham, syntes han, så han gav min mor kolonihaven mod, at de betalte de løbende udgifter.«
Familien fik en kolonihave. De byggede et lille hus med en stue og et soverum med køjer. En have, de selv anlagde, og som blev brugt til at dyrke grøntsager, bær og frugt. Her var buske med hindbær, stikkelsbær, ribs og jordbær. Bærrene måtte børnene kun spise, når de var plukket og i begrænsede mængder. De skulle syltes, henkoges og bruges. Haven var en nyttehave, ikke for sjov og udbyttet var vigtig ernæring.
»Vi blev raske, da vi fik den have. Jeg kan huske somrene derude, og jeg kan huske fornemmelsen af at måtte spise alle de jordbær, vi ville, når min mor et par gange om sommeren satte en kæmpe skål på bordet. Jeg husker den som en kæmpe skål, men jeg har set den som voksen, og den er nu helt almindelig.«
Hun griner af sine minder. Hun griner mere, end jeg forventede. Og taler hurtigere uden øh’er. Bruger ord som »syret« om moderne landbrug og forundres over, at ingen kender ordet »old« (som i oldtid), men tror, at det er det engelske ord for gammel. Hun staver egennavne, som andre staver deres efternavn, belært af tusindvis af interviews.
Hun er sød, men bestemt. Jeg har købt en håndfuld bær, vi kan tale om og måske især fotografere, selvom bogen egentlig mest handler om alt det, der sker om sommeren. På bordet står blåbær (Ritts dom: »Blåbær siges at være så sunde, jeg tror nu også, at det er fordi, de er blevet produceret i USA. De har forstået at forske i dem, så de kunne sælge, men de smager dejligt, man kan tit finde gode – også om vinteren«), tørrede morbær (»dem kan man sagtens dyrke i Danmark«), der smager sødt som figner, aroniasaft, der er syrlig, og tørrede gojibær (»tynde blade og små bær. Der var jo ingen, der havde hørt om dem for nogle år siden.«). Og så en bakke nærmest lakagtige spanske jordbær, der med lange spidser og grønne blade lokker som sirenesang: Prøv mig, prøv mig. Men de er hårde og sure, og jeg skammede mig, da jeg købte dem.
»Det kan jeg godt forstå,« siger Ritt Bjerregaard om min fornemmelse af the walk of shame gennem frugtafdeligen. Hun insisterer også på, at fotografen skal sørge for, at der kommer til at stå i teksten, at hun ikke poserer med bærret med sin gode vilje.
Hendes egen historie med frugt og bær begyndte egentlig allerede i 1966, da hun flyttede til Fyn med sin mand, hvor de fik have. Senere købte hendes forældre det gamle husmandssted på Midtsjælland, Stestrup Old, hvor Ritt Bjerregaard i 1988 skabte en æbleplantage. Her brugte hun ferierne på at holde plantagen. Beskære de 1.000 træer og plukke æblerne fra dem.
»Men æblesæsonen ligger sent, og de første æbler kommer først i august måned, så jeg manglede noget at spise i løbet af sommeren. Derfor begyndte jeg med at have bær. Jeg har for eksempel plantet ribs i plantagen, så jeg havde en snack dernede. Bogen skrev jeg, fordi jeg gerne ville skrive en bog mere med Vittrup. Han ved alt, hvad der er at vide om bærrene, så det, der står om beskæring og plantning, ved jeg, er korrekt, mens jeg måske interesserer mig mere for sundhed, som moderne mennesker går op i.«
Og så går hun op i sorter. For som æbler ikke bare er æbler, og ligesom et Filippa æble er anderledes end et pigeon æble, er der forskel på jordbær. Nogle kommer tidligt, andre sent. Nogle er faste, andre bløde. Nogle tåler transport, andre ikke. Kun nogle få ender i butikkerne, og ofte kan man ikke finde ud af hvilke. Gæt selv, om landbruget har prioriteret jordbærrenes evne til at blive transporteret og holde længe i forhold til smag...
»Danmark er jo et uland, når det gælder sorter. Tag på et marked i Frankrig, hvor de skriver det på deres små skilte med kridt. Men i Danmark kan man ikke få noget at vide om det. Det gælder ikke bare jordbær, men alle frugter. Når man køber appelsiner, kan man højst få at vide, om det er en jaffa eller navel appelsin, men der er jo kæmpe forskel. Når jeg køber jordbær ved en bod ved vejen om sommeren, vil jeg også vide, hvad det er, så jeg ringer på og spørger, hvad det er for nogle sorter.«
Hun holder en insisterende finger op foran sig, som trykker hun på en ringeklokke.
»Nogle gange ved de det ikke.«
Hun laver et lidt fornærmet og bestemt ansigt, som en forundret mand på landet, der bliver udspurgt af Ritt Bjerregaard om jordbærsorter.
»Men de er gode, siger de altid.«
Vi er blevet enige, om, at jeg kan vise hende, hvordan verdens nemmeste kage bages. Mest fordi hun ikke bager supermeget selv og så lidt, fordi hendes opskrifter er knyttet til sommerens friske bær. Rabarberkagen, hun eller hendes søster bager, når det bliver forår.
»Så ringer vi til hinanden og siger: »Er det ikke ved at være tid?«.
Eller solbærtærten, som hun har forfinet ved at lægge knuste makroner ned i den forbagte tærtebund, der kan suge de friske solbærs væde.
»Den blev faktisk rigtig god, da jeg fandt det lille trick i en dessertbog,« som hun udtrykker det.
Hun har aldrig lavet meget mad. Hendes mand elsker det og er god til det, og hun havde travlt.
»Jeg har kun gjort det i ferierne, men jeg har lavet en tradition, hvor jeg sylter marmelade med min søsters børnebørn. Nu har jeg lidt bedre tid, men min mand laver stadig mad. Folk sagde til mig, at det ville være frygteligt og tomt at blive pensionist, men jeg har masser at lave, udover at skrive på mine erindringer, skriver jeg klummer i Ekstra Bladet holder foredrag. Jeg har masser at lave. Jeg savner ikke politik. Slet ikke lige nu.«
Og så går hun. Præcist på det tidspunkt, hvor vi har aftalt, at besøget slutter. Hun tager cykelhjelmen i hånden, finder frakken frem og sikrer sig, at hun har sin indkøbspose med, før hun forsvinder ned af trappen.
Bagefter bider jeg i et af jordbærrene, der ligger tilbage i køkkenet. Det er rødt udenpå. Men surt indeni. Resten smider jeg ud. Og venter tålmodigt på sommeren.