Rigsrevisor var tavs i sag om vigtig rapport

Henrik Otbo undlod at følge op på kritik. Det viser, at han politiserer, mener V.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Rigsrevisor Henrik Otbo forholdt sig tavs og undlod at rette kritik mod Sundhedsministeriet for at tilbageholde vigtige oplysninger, da han i december 2009 fulgte op på sin kritiske beretning fra juni samme år om overbetaling af privathospitalerne.

På det tidspunkt havde han ellers fået de efterspurgte oplysninger. Alligevel var der i opfølgningsnotatet til statsrevisorerne ikke et eneste kritisk ord om ministeriets ageren på det punkt, og det vækker undren i regeringspartierne, eftersom rigsrevisoren har været en af de mest højlydte kritikere, da sagen for nylig på ny kom på den offentlige dagsorden i forbindelse med en bog om Lars Løkke Rasmussen (V).

»Det udstiller hulheden i det, som rigsrevisoren nu går rundt og siger. Hvis de oplysninger var så vigtige, hvorfor forholder han sig så ikke til dem i sinhans opfølgning? Jeg mener ikke, at der er forholdt ham noglen oplysninger. Det heér viser, at han politiserer, og at han har en dårlig sag,« siger Venstres sundhedsordfører, Birgitte Josefsen.

Skatteydernes penge

I sin beretning fra juni 2008 kritiserer Rigsrevisionen, at daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ikke viste skyldig hensyntagen til skatteydernes penge, da han i 2006 gik ind og fastsatte taksterne for behandling på privathospitalerne, da forhandlinger mellem regionerne og hospitalerne brød sammen.

I beretningen var der også en syrlig kommentar om, at man »i undersøgelsen ikke havde haft adgang til fuldstændigt materiale«. Her henviste Rigsrevisionen til et internt udredningsarbejde i Sundhedsministeriet om afregning til privathospitalerne, hvor det fremgik, at der var grundlag for en væsentlig reduktion af taksterne.

Jeg forstår spørgsmålet

Den interne rapport blev sendt til Rigsrevisionen i juli, men gav altså ikke anledning til nogen kommentarer i revisionens opfølgningsnotat i december -- bortset fra en omtale i bilagslisten, hvor der er et kort referat af rapporten. Til gengæld var rigsrevisor Henrik Otbo stærkt kritisk, da han i sidste uge i bl.a. Berlingske Tidende gik ud og sagde, at han slet ikke havde været tilfreds med processen og med, at man ikke fik adgang til, hvad der viste sig at være en 95 sider lang gennemarbejdet rapport.

Rigsrevisoren ville i går ikke kommentere, hvorfor han dengang ikke fulgte op på sin kritik.

»Men jeg forstår godt, hvorfor du spørger. Jeg sidder faktisk og arbejder på et papir om de ting, du taler om,« sagde Henrik Otbo, der skal komme med en redegørelse til statsrevisorerne.

I oppositionen, som har været ude med krav om en undersøgelseskommission, er SFs sundhedsordfører, Jonas Dahl, »enig i, at opfølgningsnotatet havde været et oplagt sted at fremlægge kritikken af Sundhedsministeriet«:

»Men det ændrer ikke på, at ministeriet har en forpligtigelse til at udlevere materiale, som rigsrevisor gentagne gange har bedt om.«