Rigshospitalets portører strejker fortsat

De 300 portører på Rigshospitalet strejker fortsat. Arbejdsmarkedsforsker tvivler på, at strejken vil give det ønskede resultat.

Portørerne på Rigshospitalet strejker på fjerde dag, men det er yderst tvivlsomt, om de får noget ud af det. Det vurderer Jørgen Steen Madsen, professor og arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet. Han kalder konflikten et typisk eksempel på en såkaldt grænsestrid, hvor fagforeningerne kæmper om medlemmerne.

- Forbundene slås om medlemmerne uden at finde en tilfredsstillende løsning. Lønmodtagerne bliver tvunget til at blive en del af FOA, da de har overenskomsten med de nye regioner. FOA har nærmest eneretten til at forhandle med det område i de nye regioner, siger han.

Danske Regioner vil have portørerne dækket af en overenskomst med fagforbundet FOA, mens de 300 strejkende portører vil fastholde den aftale, de har via Lager, Post og Servicearbejdernes Forbund, LPSF, en selvstændig afdeling under 3F.

/ritzau/