Rigsarkivet anmelder på ny tyveri af nazi-dokumenter

En afsløring i Weekendavisen viser, at tyveriet af dokumenter fra besættelsen er mere omfattende end hidtil antaget. Rigsarkivet har meldt sagen til politiet.

Foto: NIels Ahlmann Olesen

Rigsarkivet har igen anmeldt tyverier til politiet, skriver weekendavisen.dk.

Anmeldelsen kommer efter, at Weekendavisen har dokumenteret, at tyveriet af nazi-dokumenter fra besættelsestiden er langt mere omfattende, end det kom frem ved retssagen sidste år. Her blev to mænd idømt to års fængsel efter afsløringer i Berlingske.

Weekendavisens journalist, Poul Pilgaard Johnsen, afleverede torsdag i sidste uge på Rigsarkivet en række stjålne dokumenter fra det historisk vigtige Bovrup Arkiv, som han gennem en mellemmand havde modtaget fra en arkivtyv i Jylland.

»Statens arkiver har nu gennemført en række undersøgelser af dokumenterne. På den baggrund er der foretaget politianmeldelse og fremsendt en redegørelse om sagen til Kulturministeriet,« oplyser rigsarkivar Asbjørn Hellum til Weekendavisen.

Ifølge avisen er der stjålet mere materiale, tyverierne har stået på i længere tid, og gerningsmændene er flere, end det hidtil er kommet frem.

BNB