Rig mands byrde

En brasiliansk indsats mod korruption på højeste plan får nu et magasin for eliten til at rådgive om, hvordan børnene bedst tackler forældrenes fængsling.

Det er hårde tider i Brasilien. Den økonomiske krise forværres konstant, og en stor del af befolkningen har svært ved at få det hele til at hænge sammen. Man lever som bekendt hverken af fodbold eller samba alene, og mange brasilianere har svært ved at forstå, hvorfor landet skulle poste milliarder i VM i fodbold samt de Olympiske Lege, når man ikke kan sikre basale fornødenheder til folket. Under OL blev tilrejsende sportsfolk og publikummer i lufthavnen mødt af strejkende politifolk med et banner med påskriften »Velkommen til helvede. Politi og brandmænd får ikke deres løn. Ingen, der kommer til Rio de Janeiro, kan føle sig sikker«.

Politisk går det ikke stort bedre. Tidligere på året blev præsident Dilma Roussef sat fra bestillingen af senatet efter at være kendt skyldig i at have været lidt for kreativ med de offentlige budgetter for at få dem til at tage sig bedre ud i valgåret 2014. Det må man selvfølgelig ikke, men som vi tidligere har skrevet her i avisen, har det ifølge de fleste eksperter været ganske almindelig praksis i sambalandet gennem årtier.

Og så er der den altoverskyggende korruptionsskandale omkring det statslige energi­selskab Petrobras, der trækker tråde langt ind i den politiske og økonomiske elite. Michel Temer, der afløste den afsatte Roussef som præsident, har måttet sige farvel til flere ministre i sin regering på grund af deres involvering i skandalen, og anklagemyndigheden lader til at være temmelig interesseret i den nye præsidents egen rolle i sagen.

Velhavere fængsles

Flere og flere velhavende brasilianere fængsles, og det har fået magasinet Poder (Magt, red.) til at skrive en artikel med gode råd fra bl.a. psykiatere om, hvad man skal sige til børnene, når betjente fører deres forældre bort i håndjern, skriver the Guardian.

Måske ikke overraskende har artiklen afstedkommet en del moro, spot og spe på de sociale medier, men opmærksomheden glæder blot Joyce Pascowitch, som udgiver det eksklusive blad, der, som navnet antyder, henvender sig til samfundets absolutte top.

»Det passede os fremragende,« siger hun til avisen.

Ideen opstod, da en af avisens skribenter bemærkede, at flere af de andre børn på den privatskole, hvor hendes egne børn går, pludselig tog voldsomt på eller led af depression, efter at en eller begge deres forældre var blevet anholdt.

»Vi er blevet kritiseret – hvordan kan vi fokusere på de fængsledes familier? – men for os er det en ny tendens. Det her er Brasilien nu,« udtaler en af bladets redaktører, Fabio Dutra, til the Guardian.