Ridderkorset for børn

Sportsvogne viser virilitet, børnesædet beviser det. Det er desværre et sølle bevis. Det lover lige så meget, som det udelukker.

Et ridderkors overbringes, når du mindst venter det. Pludselig står et rødt postbud i stuen med en lille pakke fra Dronningen. Ridderkorsets er samfundets tak for, at du tænkte på andre end dig selv. Stort.

Kun én ting er større end at få ridderkorset. Det er at få et barnesæde på cyklen. Mens ridderkorset kun kan bæres til et årligt nytårstaffel, er barnesædet et all-round all-weather all-year hædersbevis. Et barnesæde er baby branding, der aldrig kan kopieres.

Når først den sorte plastikdims er monteret, er man trådt ind i en anden verden, som den dag man fik sin studenterhue. Nu er man ikke længere en forvildet turist i tilværelsen. Man er en respektabel samfundsborger, der har købt flyverdragt. En, der kan nikke med om pladsgarantier og 125 mg babypanodiler. Man kan nu beviseligt skifte ble i en elevator og skelne mellem otte forskellige slags frugtmos. Man har nu været spærret inde i et børnefængsel i et år. Sidste gang man så sine venner var søndag aften hos vagtlægen på Frederiksberg, hvor man diskuterede om en lyserød teletubbie måske er homoseksuel på grund af sin håndtaske. Nu har man en klar mening om Kongens Haves legeplads og babynumse zinksalver. Alt sammen noget, der kan føres tilbage til den lille plastikstol og passageren på bagsmækken.

Passageren er der, fordi samfundet har udnævnt én til kaptajn på éns egen cykel med alt hvad det indebærer af ansvar. Der er derfor alt mulig grund til at være stolt. Se blot bag på min cykel. Plads til småfolk og plads til flere, hvis det skulle være.

Budskabet er ikke til at tage fejl af, for med sin blotte tilstedeværelse brøler den sorte dims ud til verden. Jeg er frugtbar som løvernes konge. Jeg viderefører menneskeslægten. Et budskab som ingen titler, bankbøger, antikke ure eller sportsvogne kan signalere. Sportsvogne viser virilitet, børnesædet beviser det. Det er desværre et sølle bevis. Det lover lige så meget, som det udelukker.

Det svarer lidt til at køre rundt med et skilt på ryggen, hvor der står »ikke længere til salg«. Et godt tilbud, desværre udsolgt. Ligesom frøer skifter farve for ikke at blive spist, er den sorte plastikdims et signal til alle vilde dyr i skoven om, at man er uspiselig. Trist, men sandt. Hvad der betyder, at man et utal af gange har vendt sig om på gaden efter en smuk kvindelig cyklist, hvor et stort sort barnesæde smækker en i ansigtet. For sent. Du gamle. Hold du blot øje med trafikken i stedet.

Omvendt har man lyst til at råbe til smukke forbipasserende kvinder, at de ikke skal blive forskrækkede over den sorte plastikdims. Det er ganske normalt. En lille modifikation, som på ingen måde stiller spørgsmål ved kvaliteten af det samlede produkt. Altså ikke noget de skal tage for tungt eller personligt. Det er jo blot børn. Jeg er skam stadig dejlig, nærmest endnu mere dejlig med min lille anhængervogn. Rolig nu, alle bliver skilt nu om dage. Hallo. Hallo. Det er jo ikke verdens undergang, nærmest tværtimod. Det er begyndelsen på noget stort mellem os to forbipasserende.

Alle de forfængelige tanker om fremmede kvinder er dog blot luftkasteller og livsløgn. For pludselig mens man sidder der på cyklen med hovedet fyldt af flirt, babypanodiler og indkøbslister, mærker man en lille fedtet rosinindsmurt hånd klappe en blidt på ryggen. Hvad der er små børns måde at overbringe et ridderkors på.

Metropol skrives på skift af Maria Grønlykke, forfatter; Jokeren, rapmusiker; og Timme Bisgaard Munk , redaktør.