Revolutionær rigmand: »Kunne vi gøre det hele på en ny måde?«

Lennart Lajboschitz blev rig på Tiger-butikkerne og kunne have levet resten af sit liv komfortabelt tilbagetrukket. I stedet er han ved at starte en social revolution med et folkehus og nye måder at bo og holde ferie på. For i dagens Danmark kommer vi hinanden for lidt ved, mener han.

Lennart Lajboschitz i Absalon.
Læs mere
Fold sammen

Han ligner ikke en revolutionær med sine venlige øjne. I sine farbukser og hyggelige dunjakke ligner han heller ikke et selvfølgeligt medlem af den eksklusive klub af danske milliardærer.

Men han er begge dele.

59-årige Lennart Lajboschitz blev svimlende rig på en simpel forretningsidé: Tiger-butikkerne, som man typisk træder ind i for at købe to stearinlys – og på forunderlig vis forlader med to striknisser, en notesbog, en opbevaringsæske, en pakke tusser, et tandbørsteetui og røde ørevarmere.

70 pct. af virksomheden blev solgt i 2012. En handel, der forgyldte og stadig forgylder familien, og som kunne have sendt Lennart Lajboschitz i evig rotation på golfbaner under sydligere himmelstrøg.

I stedet er han i fuld gang med det, han kalder en »social revolution«. En revolution, som han håber, vil brede sig til resten af samfundet, ligesom Tiger-butikkernes brand og idé har spredt sig til hele kloden. Og drømmen begynder lige her; i den tidligere Absalons Kirke på Vesterbro i København, hvor han i lidt over et år har drevet »forsamlingshus«.

»Det eneste, jeg vidste, da jeg startede, var, hvad jeg gerne ville opnå med det. Det vigtigste i livet for dig og for mig er vores børn, vores familie, vores kærester, vores venner. Alle de sociale ting. Det er det, der driver vores liv og lykke. Du kan have lige så mange penge, du overhovedet kan forestille dig. Hvis du ikke har nogen venner, er det hele lige meget. Så jeg ville gerne lave et sted, hvor folk kunne komme og dyrke de sociale relationer,« siger Lennart Lajboschitz.

Ud over loftshøjden og det hvælvede rums smukke lysindfald, er der ikke meget kirke tilbage over Absalon.

Hvor alteret engang stod med Jesus på korset svævende over sig, sidder folk nu med laptops i bløde lænestole omgivet af grønne planter. I sideskibet kan man købe gulerodskage og dagens frokost. Endevæggene og trappeopgange er malet i pangfarver af kunstneren Tal R. Hvor enkle bænkerækker før fyldte det kridhvide rum, er der stillet langborde op. Over 200 mennesker – børnefamilier, gamle, venneflokke, fætre-kusiner, enlige og par – kommer her om aftenen for at spise i selskab med vildt fremmede. Der er helt fyldt op alle syv dage i ugen.

Genbrugsnips spreder kitschet hygge, og selv på en råkold torsdag går døren konstant op med folk, der skal til mor-baby-yoga, har lyst til en omgang bordtennis eller blot søger lyden af summende samtaler og hyggemusik. De spiller bridge og backgammon, hækler og maler, løber sammen og danser sammen.

Det er præcis, som det var tænkt. En antidote til samfundet udenfor, hvor vi kommer hinanden for lidt ved, mener Lennart Lajboschitz.

Vi taler for lidt sammen, omgås hinanden for lidt, mødes for lidt, rækker for lidt ud mod hinanden på tværs af sociale skel og alder. Er for lidt nysgerrige på hinanden.

Måske derfor er mange af os ensomme. Rekordmange er singler. For mange af os forpupper os i vores selvvalgte fysiske og mentale ghettoer.

Det er nærmest en social markør i Danmark at være reserveret, tavs og tilbageholdende. Tag eksempelvis en tur med S-toget i københavnsområdet. Hvornår har man sidst oplevet fremmede påbegynde en samtale med hinanden? En rigtig samtale, som går ud over »Må jeg komme forbi?« Kun fulde folk eller hundeejere, der har deres pelsede venner til at bryde isen, slår en samtale an.

»Der er et uudnyttet potentiale og behov i vores samfund for at socialisere i langt højere grad. Være sammen med andre mennesker, møde nye venner, få en kæreste. Spørgsmålet er, om vi kan iscenesætte det sociale samvær på en anden måde, der gør, at det giver mere mening for os. Det er et område, som er helt vildt spændende at arbejde med for mig. Hvordan får vi ændret ved den kultur, der gør, at vi ikke taler sammen i S-toget?« spørger han.

Han viser ikke uden stolthed rundt i kirken, som er blevet istandsat for et tocifret millionbeløb. Udenfor lever vi stadig med den sindstilstand, som prægede kirkens oprindelige brugere; det jævne folk med en nøjsom, protestantisk arbejdsetik.

»Vi lever stadig i en kultur, som er historisk funderet. Før i tiden arbejdede man størstedelen af ens vågne liv. Havde du spurgt min farfar, hvad han gerne ville med sit liv, havde han ikke forstået spørgsmålet. Hans liv handlede om at arbejde, få tag over hovedet og mad på bordet. Nu har vi fået noget, der hedder fritid, og de fleste har en økonomi, som gør, at vi har råd til noget mere,« siger Lajboschitz og fortsætter:

»Hvis du ser Maslows behovspyramide for dig, så er vi nu nået til en top, hvor vi gerne vil lægge en åndelighed eller en tanke ind i tingene. Derfor giver det mening for mig at arbejde med, hvilke værdier, der betyder noget for os i livet. Jeg advokere for at ryste posen og spørge: Lever vi de behov ud, som vi har – eller kunne vi gøre det hele på en ny måde? Hvordan kan vi rokke ved nogle af de normer, vi tager for givet? Det er den sociale revolution for mig,« siger han.

Lennart Lajboschitz’ revolution begrænser sig ikke til Vesterbro. Han håber, at stemningen fra Absalon kan sprede sig ved eksemplets magt.

»Vi har givet os selv to år til at lave Absalon bæredygtigt. For er det bæredygtigt, vil andre kunne kopiere det. Hvis det ikke er bæredygtigt, så er det bare en rigmand, der har en feelgood-følelse omkring et personligt projekt.«

Sideløbende har Lennart Lajboschitz nye, store planer andre steder.

For knap et år siden erhvervede han sig Sø-kvæsthuset for 161 mio. kroner – en over 6.000 kvadratmeter stor gruppe af bygninger på Christianshavn, som tidligere har været børnehjem, hospital og domicil for Farvandsvæsenet. Her er det planen at eksperimentere med nye boligformer, hvor man kommer hinanden mere ved. Præcis hvordan ved han ikke endnu.

»I går læste jeg en artikel om, at man et sted i udlandet havde placeret en skole sammen med et ældrehjem. Det gav børnene tryghed, og de ældre var så rørte over ikke at være isoleret mere. Det var en vidunderlig idé, og den slags tanker er spændende at arbejde med,« siger han.

På samme vis vil han gøre op med den gængse hoteloplevelse på de to hoteller i Hornbæk, han har købt; Hornbækhus og Villa Strand.

»Hvis du tager på ferie, vil du normalt være på dit hotelværelse, du vil være ude at spise, på sightseeing og på shopping. Fællestrækket ved alt det er, at du ikke har nogen kontakt med de lokale. Du er faktisk meget isoleret. Det kunne være sjovt at lave et hotel, hvor det sociale element også kom ind. Det kunne være, at man lavede mad sammen, at man spillede bingo med de lokale i Hornbæk, eller at hotellet var helt anderledes indrettet, så det fremstod mere hjemligt,« siger Lajboschitz.

Set i det lys giver det også mening, at han har investeret en pæn sum i GoMore – bildelingstjenesten, hvor bilejere blandt andet kan tilbyde fremmede et lift.

Lajboschitz har tillige doneret en stor sum penge til den privat Carolineskolen, så skolen har fået økonomisk r åderum til at eksperimentere med undervisningsformerne. Eller, med Lajboschitz egne ord, »drive skole på en helt ny måde, så de ikke bare kommer ud som små soldater i et samfund, som ikke længere findes, når de er blevet voksne«.

»Den røde tråd i det, jeg arbejder med, er noget med at skabe værdi for mennesker. Jeg opfatter overhovedet ikke det, jeg laver, som mit »sociale ansvar«. Det udtryk lugter af dårlig samvittighed. Jeg vil hellere sige, at der er en mulighed for mig at iværksætte de her ting – og den mulighed vil jeg da gerne gribe så godt, som jeg nu kan,« siger han.

Han retter lidt på stolen og hæver for første gang under interviewet stemmen en anelse:

»Min fjende nummer et, som jeg virkelig hader – hader er et stærkt ord, men jeg mener det – det er ligegyldighed. Ligegyldighed er i virkeligheden det modsatte af kærlighed. Ligegyldighed er, at jeg ikke engang interesserer mig for dig. Ligegyldigheden vil jeg virkelig gerne til livs,« siger Lennart Lajboschitz.

Spørger man ham, hvor det engagement kommer fra – hvem ved, måske kunne det være hans opdragelse eller en skelsættende livsbegivenhed – kigger han nærmest forbløffet tilbage.

»Uden at det skal lyde forkert ... Det, vi laver her, er det naturlige. Det, der foregår ude i det store samfund ... det er det unaturlige. Det er unaturligt at være uinteresseret i andre. Det er unaturligt ikke at have empati for andre mennesker. Så i virkeligheden beder du mig forklare noget, som er naturligt,« siger han.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Men ser du manglende empati og manglende socialt engagement i samfundet?

»Jeg ser en manglende kultur for empati. Eller rettere: Jeg ser en masse mennesker, som rummer empati, men som ofte bliver bundet op i nogle kulturelle normer, som gør, at man ikke får udlevet, frigivet og udlevet den empati og de sociale behov, man selv har som menneske.«

Lennart Lajboschitz er født i København som søn af en polsk far og en svensk mor. Han forlod skolen som 16-årig, tjente i de følgende år sine penge som bl.a. pædagog, bordtennislærer og fotograf og lærte sig tillige købmandsskabets kunst ved blandt andet at reparere et parti beskadigede paraplyer og sælge dem videre på loppemarkeder. Siden åbnede han og hustruen, Suzanne, deres første butik – Zebra, hed den – og da de i sommeren 1995 tillod sig selv en lille ferie, overdrog de butikken til et familiemedlem. For at sommervikaren ikke skulle holde styr på alt for mange forskellige tal, satte de prisen på alle varer til ti kroner. Voila, Tiger var født.

Det kan virke en paradoksalt, at en mand, der er blevet hovedrig på at sælge billige køb-og-smid-væk-forbrugsgoder i hele verden, nu ser sig selv som forkæmper for vores sociale og kulturelle ve og vel.

»Jeg forstår godt, at du siger det. Du ser som kunde i Tiger én side af medaljen. Men i virkeligheden er der ikke særlig langt fra Tigers filosofi til det, jeg laver i dag,« siger Lajboschitz.

I Tigers seneste årsrapport kan man læse, at virksomheden i dag har 585 butikker i 27 lande, som samlet omsatte for 3,5 mia. kroner i 2015. Alene sidste år steg omsætningen 45 procent.

En så brølende succes tyder på, at forretningen har fat i andet og mere end et globalt publikums rå købelyst. I årsrapporten beskriver Tiger selv, at forretningens filosofi handler » ... om at give folk oplevelser at dele med deres kære, om produkter som katalysatorer for oplevelser. Tiger tror stadig på, at relationer og oplevelser er det, der gør folk lykkelige. Og i sidste ende er lykke dét, vi vil give til vores kunder.«

Det var Lennart Lajboschitz’ oprindelige virksomhedsfilosofi. Og det er filosofien i det, han laver nu. »Du må skelne mellem to sfærer i forretningsverdenen. Den ene handler om at maksimere udbyttet. Og den anden handler om at finde på ting og være iværksætter. Jeg er først og fremmest iværksætteren, som er interesseret i at skabe autentisk indhold. Profit har aldrig været et mål i sig selv for mig,« siger Lennart Lajboschitz.

Kunne du ikke bare læne dig tilbage og nyde livet som milliardær?

»Jojo, det kunne jeg da godt. Men det er jo en mulighed for mig at virkeliggøre nogle af de ideer, jeg tror på. Og det er en kæmpe glæde for mig. Jeg er ikke afstumpet, jeg bliver da glad for at se de mennesker, der kommer her og har en glæde ved det. Jeg bliver da glad over at skabe værdi for andre.«

Men du har jo skabt tusinder af arbejdspladser og har en alder, hvor du fint kunne trække dig tilbage og leve et dejligt liv?

»Jo, men undskyld mig, det ville jo være et totalt dødkedeligt liv. Ville det ikke? Jeg har behov for at arbejde, til jeg dør. Og hvis der er noget, der giver mig værdi, er det relationer til andre mennesker,« siger Lennart Lajboschitz.

Mod interviewets slutning undskylder han sig og tager telefonen et par gange. Det er ikke forretninger, ejendomshandler, globale omsætningstal eller uopsættelige businessmøder, der trænger sig på. Men Lennart Lajboschitz’ aldrende mor, som han har lovet at køre en tur til lægen. Ligesom milliardæren brugte gårsdagen på at passe et af sine små børnebørn.

For man kan have lige så mange penge, man overhovedet kan forestille sig. Og det har Lennart Lajboschitz. Det er bare ikke dem, der gør ham glad.