Revolution på vej for brystkræftramte

Ny teknik vil snart gøre kræftkirurger og plastikkirurger i stand til at fjerne svulster og rekonstruere kræftramte kvinders bryst i én og samme operation. Samtidig viser nye tal markant forbedret overlevelse for brystkræftpatienter.

Da 42-årige Lotte Johansens brystkræft kom tilbage, valgte hun at få fjernet begge bryster. Tilbage på hendes flade brystkasse er kun arrene, der i dag både tynger hendes selvværd og kvindelighed.

Hver niende danske kvinde får brystkræft, men fremover vil langt færre kvinder som Lotte sidde tilbage uden eller med skamferede bryster, der kræver efterfølgende rekonstruktion.

Inden for kort tid vil danske bryst- og plastikkirurger være klar med et markant forbedret tilbud; én operation, hvor bryst- kirurgen fjerner svulsten, og plastikkirurgen straks efter rekonstruerer brystet:

»Det betyder i praksis, at vi kan bortoperere større svulster uden at fjerne brystet helt. Med de nye teknikker kan man genskabe et bryst, der også kosmetisk set er i orden,« siger overlæge, dr. med. Peer Christiansen, Århus Sygehus.

Gruppen af danske brystkræftspecialister, DBCG, er netop nu ved at skrive retningslinjerne for denne såkaldte »onko-plastik«. Halvdelen af danske brystkræftramte får i dag fjernet hele brystet. Mange af dem vil i de kommende år kunne bevare et pænt, helt bryst – uden større risiko, forudser Peer Christiansen:

»Det gode ved samarbejdet er, at kræft- kirurgen bliver friere stillet til at fjerne endnu mere væv omkring kræftsvulsten, når plastikkirurgen står klar til at bygge op i samme ombæring, f.eks. med væv fra et andet sted på kroppen. Så det er i hvert fald ikke dårligere for patienten rent sygdomsmæssigt«.

Eva Ethelberg, psykolog ved Sundhedscenter for kræftramte i København, er ikke i tvivl om, at den nye operationsteknik kan hjælpe betydeligt på kvinders selvværd:

»Brystet har en stor symbolværdi, og for nogle kvinder føles det som et voldsomt tab at miste dem. Jeg kender til kvinder, der kun klæder sig af i mørke og undgår spejle. For den gruppe vil det kunne afhjælpe mange problemer,« siger Eva Ethelberg.

Helt nye tal fra DBCG viser samtidig, at antallet af brystkræftramte, der overlever mere end fem år, er steget fra 65 pct. i 1980erne til 81 pct. i dag. Over 4.000 nye tilfælde af brystkræft kommer til hvert år i Danmark. Lige nu anslås mindst 40.000 danske kvinder at leve med diagnosen.