Retten udsætter ankesag om drab på Louisa og Maren i to uger

Efter et kort retsmøde blev ankesagen i Marokko mod 24 mænd udsat til 11. september.

Tre mænd idømt dødsstraf for d
Ankesagen mod 24 mænd, der for seks uger siden blev dømt for drabene på 24-årige Louisa Vesterager Jespersen og 28-årige Maren Ueland, bliver indledt 11. september. Det besluttede retten i Salé nær hovedstaden Rabat onsdag. I den første sag blev tre mænd idømt dødsstraf for drabene.(Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Ankesagen mod 24 mænd, som tidligere er dømt for drabene på danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland, blev onsdag efter et kort retsmøde udsat til 11. september.

Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Ankesagen ved retten i Salé nær hovedstaden Rabat skulle have været indledt onsdag, seks uger efter at tre mænd den 18. juli blev dømt til døden for drabene på de to skandinaviske kvinder.

De tre mænd - 25-årige Abdessamad Ejjoud, 27-årige Younes Ouaziyad og 33-årige Rachid Afatti - har alle tidligere erkendt, at de stod bag drabene. De har anket dommene, fordi de ønsker en mildere straf.

Efter et kort retsmøde onsdag, hvor det videre forløb af sagen blev planlagt, besluttede retten, at selve ankesagen indledes 11. september.

I sagen er en anden mand idømt livsvarigt fængsel, mens 20 andre er idømt mellem 5 og 30 års fængsel for deres rolle i drabene.

24-årige Louisa Vesterager Jespersen og 28-årige Maren Ueland blev dræbt i Atlasbjergene i december sidste år, da de var på vandretur i området

De blev slået ihjel med kniv og halshugget. Det hele blev optaget på video af de tre Islamisk Stat-sympatisører.

Myndighederne i Marokko meddelte kort tid efter drabene, at man betragtede sagen som terror.

Efter at de dømte ankede, valgte Ueland-familien at anke erstatningsspørgsmålet.

Det skete ifølge bistandsadvokat Ragner Falck Paulsen, fordi familiens marokkanske bistandsadvokat på den måde får ret til at være til stede i retssalen. Familien vil dermed få lettere tilgang til viden om ankesagen.

Familien har tidligere sagt, at et eventuelt erstatningsbeløb vil gå til en fond, som oprettes i Maren Uelands navn.

Ved dommen i juli tilkendte retten den norske familie to millioner dirham - omkring 1,4 millioner kroner.

Den danske familie har i sagen krævet en erstatning på cirka syv millioner danske kroner fra den marokkanske stat for dens "moralske ansvar" i hændelsen.

Familiens advokat i Marokko, Khalid Elfatatoui, oplyste i juli til Ritzau, at dette spørgsmål dog er henvist til en administrativ domstol og først afgøres, når ankesagen er afsluttet.

/ritzau/