Retten tillader nye beviser i Kundbysagen

Foto: Nikolai Linares

Retten i Holbæk tillader nye beviser i Kundbysagen.

Anklagemyndigheden havde bedt retten om ekstraordinært at genoptage bevisførelsen på grund af sedler, der er fundet i den terrortiltalte 17-årige piges sko og i hendes celle i Vestre Fængsel.

Retten meddelte fredag, at den vurderer, at de nye beviser i sagen kan have betydning for dommere og nævningers afgørelse af skyldsspørgsmålet.

Forsvarsadvokat Mette Grith Stage protesterede på forhånd mod at få sagen genoptaget.

Tidligere var det planen, at domstolen fredag skulle have afsagt kendelse om, hvorvidt pigen er skyldig eller ej.

Næste retsmøde i sagen er onsdag 10. maj.

/ritzau/