Retten til at være barn

Berlingskes Tidendes Thomas Larsen og Jørgen Larsen samt fotograf Bjarke Ørsted har gennem et helt år fulgt livet i Kongehuset. Det er blevet til bogen »AMALIENBORG«, hvori dronning Margrethe blandt andet fortæller om vigtigheden af at få lov til at være barn. Læs her et uddrag fra bogen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»I den mørke tid drak vi te, mens vi sad ud for vinduerne,« husker Dronningen, og for hende og de to søstre var det forbundet med en følelse af harmoni at sidde i stuen sammen med forældrene.

»Det skete, at far læste højt for os. Min mor var ikke så glad for at læse højt, men far var, og han gjorde det glimrende, udtryksfuldt og morsomt.«

Om aftenen sad dronning Ingrid og kong Frederik som regel alene, efter at børnene var lagt i seng, men efterhånden som døtrene blev ældre, fik de lov til at sidde sammen med forældrene efter middagen. Ofte strømmede tonerne gennem stuen. Når Kongen skulle give koncerter - hvert år gav han private koncerter og enkelte koncerter med Radiosymfoniorkestret og Det Kgl. Kapel - lyttede han ekstra intenst til den klassiske musik på den snurrende grammofon.

»Så sad han og læste i sit partitur, mens han lyttede. Han gjorde sig altid omhyggeligt bekendt med den musik, der skulle spilles. Men ofte satte han bare en plade på, som han og mor lyttede til, for hun var også glad for musik.«

Det samme var Margrethe, som fra en tidlig alder blev vild med at danse.

»Da jeg var lille, blev der tit sat plader på, som var morsomme at bevæge sig til, og så fór jeg rundt i stuerne og dansede. Det gjorde jeg, fra jeg var helt lille, og længe før jeg kom i teatret. For mig har musik og bevægelse altid hørt sammen.«

Dronning Margrethe: »Vi er ingen døgnflue«

Senere blev Dronningen fast gæst til Den Kongelige Ballets forestillinger, ligesom hun selv begyndte at danse ballet.

»De sørgede for, at vi opførte os ordentligt, også når mine forældre ikke så det, og de sørgede for, at vores tøj var i orden, og at vi var pæne i håret og alt det der.«

Barnepigerne var populære, men kunne ikke konkurrere med forældrene, som var og blev omdrejningspunktet i prinsessernes liv.

Når Dronningen tænker tilbage, mindes hun med glæde både hverdage og mærkedage. Især marts så hun frem til i frydefuld forventning, for da havde kong Frederik og dronning Ingrid fødselsdag med blot et par ugers mellemrum.

»Det var så festligt, når de havde fødselsdag, far den 11. marts og mor den 28. marts. Det var lige på det tidspunkt, at mange blomster begyndte at komme op af jorden, og far og mor fik altid mange blomster. Da jeg blev stor nok, hjalp jeg min mors kammerjomfru med at sætte blomster i vand - det brugte vi ofte formiddagen til.«

»Vi havde fri på fars fødselsdag - det havde alle skolebørn. Jeg husker dagen som en kæmpe begivenhed. Der var masser af mennesker på pladsen, og far var så glad.«

Kong Frederik elskede fødselsdagene, og han så frem til at hilse på folket fra balkonen.

»Han holdt af det på en sød og beskeden måde. Han var et genert menneske, men han fornemmede, at der virkelig var en varme til stede, når han hilste på folk, og det glædede ham,« erindrer Dronningen.

Netop i forbindelse med 50-års fødselsdagen kom Kongen hjem til Amalienborg dagen før dagen. Og han var lettere forgrint.

»Han var kørt en tur i byen, og da han kørte over Østerbro, måtte han på et tidspunkt standse for rødt. Her står en bedugget herre på gadehjørnet. Han får øje på far og siger; 'Det er sgu, Frederik! Hej Frederik, tillykke med i morgen!' Den form for kontakt holdt min far af, for han kunne mærke, at det var ægte ment.«

»Der blev kreeret et fødselsdagsbord med lagkage med lys i til ære for fødselsdagsbarnet, hvad enten det var min far, min mor eller os børn. Det skete tidligt om formiddagen. Bagefter havde min far i reglen modtagelse, hvor gratulanter kom forbi for at lykønske ham. Dernæst ventede en frokost, ofte med familiemedlemmer, og her fik jeg næsten altid lov til at være med. Fra jeg blev ni år, kom jeg også med til middagen om aftenen, når min far og mors private venner kom, og det var altid festligt.«

I prinsessernes skoletid blev morgenens fødselsdagsarrangement skubbet en smule.

»Hvis vi skulle møde klokken otte, syntes mine forældre, at det var lige tidligt nok! Vi måtte gerne komme og sige god morgen, men ligefrem at skulle rigge et fødselsdagsbord til - det var for meget! Vi ventede derfor med den del af festen, indtil vi kom hjem fra skole, og så var det jo dobbelt spændende.«

Samme tradition fulgte dronning Margrethe og Prinsgemalen siden med kronprins Frederik og prins Joachim. Når de kom hjem fra skole, stod forældrene klar med fødselsdagsbordet.

Allermest holdt hun af opholdene på Fredensborg Slot, men også vintertiden på Amalienborg - især eftermiddagene og aftenerne sammen med forældrene - toner frem som gyldne minder.

Men måske var det vigtigste, at hun fik lov til at udfolde sig. Allerede som barn udviklede hun flere af de interesser, som hun har dyrket i sit voksne liv, og der går en direkte linje fra hendes glæde ved at tegne og male som barn til hendes kunstneriske virke som voksen - hvad enten det har været som kunstmaler, scenograf af teater- og danseforestillinger eller som kreatør af fabulerende decoupager.

Den kendsgerning blev først slået fast med vedtagelsen af Tronfølgeloven fra 1953. Dermed blev der indført en såkaldt betinget kvindelig arvefølge, hvilket banede vejen for Margrethes adgang til tronen.

Denne vending i monarkiets arvefølge greb dramatisk ind i hendes liv og ændrede for stedse hendes skæbne. Som ungt menneske gennemlevede Dronningen en periode præget af uro over pludseligt at være udset til at indtage en så synlig rolle. Med ét slag var det slut med at kunne nøjes med at spille den mindre krævende rolle som prinsesse, som altid kunne gemme sig lidt i kulissen. Efter ændringen af Tronfølgeloven vidste Margrethe, at hun en dag måtte træde ud på den store scene, i fuldt projektørlys og med manges øjne hvilende på sig, og det perspektiv havde hun det ikke godt med.

I et interview med den britiske avis The Sunday Telegraph i 2003 fortalte Dronningen åbent om vanskelighederne ved at kapere omfanget af den nye rolle, hun fik kendskab til som blot 13-årig:

»Jeg var sent udviklet og var meget usikker, da jeg voksede op. Jeg blev forberedt på min kommende rolle af mine forældre, men det var ikke let. Jeg var ikke let. I dag kan jeg se, at min usikkerhed og mit ubehag sandsynligvis var en lige fordelt blanding af forfatningslov og hormoner,« sagde hun til avisen.

Senere fandt hun - lykkeligvis - troen på, at hun kunne og skulle løfte opgaven. Hun accepterede sin skæbne og tog den på sig.

Dronningen bruger selv det udtryk, at der var tale om osmose - det vil sige, at forældrene lod deres viden og erfaringer sive ind i datteren.

Og dette forehavende lykkedes forældrene med. Da kong Frederik døde efter kort tids sygdom i vinteren 1972, følte Margrethe på samme tid en dyb sorg over faderens død og en indre styrke, som kom af, at hun helt ind i marven vidste, at faderen ville være stolt over at se hende træde frem som regent. På det tidspunkt var hun afklaret med, at hun skulle påtage sig rollen som monark og være Danmarks Dronning.

Selv om hendes liv siden har været fyldt af en lang række forpligtelser, ceremonier og ritualer, har hun undervejs formået at skabe sig et frirum som kunstner, og hun har aldrig tabt forbindelsen til barndommens land. Og netop barnets ret til at være barn - og barndommens betydning for dannelsen af et menneske - er et tema, som optager Dronningen.

På et mere generelt plan bliver hun forstemt og foruroliget, hvis børn for tidligt presses ind i fastlagte mønstre og mases ind i kasser, som skal forme dem i en bestemt retning. For hende er det at få lov til at være barn en menneskeret, og hun ser med misnøje på en udvikling, hvor barndommen reduceres til en parentes.

»Det er egentlig underligt, at der tales så meget om børn, deres vilkår og deres rettigheder, for det sære er jo, at de år, hvor man har ret til at være et rigtigt barnligt barn, er færre, end dengang jeg var barn,« siger Dronningen.

Hun understreger i samme åndedrag, at hun ikke forsøger at idyllisere børns vilkår på sin egen tid.

»Jeg er jo så gammel, at jeg er fra dengang, hvor børn på landet kun gik få år i skole og derefter måtte ud at tjene. Men de var børn, mens de var børn, og i byerne, hvor børn ikke gik i skole på den måde, ja da var de børn, indtil deres forældre syntes, at de kunne få lov at være voksne.«

I dag begynder selv små børn tidligt at ligne voksne, har Dronningen registreret.

»Når man ser på, hvordan små piger er klædt i dag, går de ofte i modetøj, som om de var 15 og 17 år. Her synes jeg, at der er sket en mærkelig udvikling. Disse børn har faktisk ikke rigtigt lov til at være børn - eller de får ikke mulighed for at være børn - sådan som vi oplevede det i min tid. Vi gik ikke op i alle disse modeting, men havde masser af andet for. Selvfølgelig har mange af dagens børn det herligt, men det er som om en smule af barndommen er blevet skrællet væk.«

»Det er tidens måde at opføre sig på, og måske viser det sig, at målt med den rigtig lange historiske alen, var de generationer, hvor børn var børn og ikke små voksne, kun en kort historisk periode,« siger Dronningen og fortsætter:

»Det gælder vel egentlig kun for mine bedsteforældres generation, mine forældres generation, min egen generation samt til og med mine egne børn, at vi fik lov til at være børn. Måske er det fordi, jeg selv har haft en så dejlig barndom, at jeg kunne unde andre at opleve det samme.«

Dronningen ved naturligvis godt, at hun er født til at leve på den grønne gren, men hun holder fast i, at barndommen strakte sig længere, også for hendes jævnaldrende kammerater, der havde en mere beskeden baggrund.

»De kom bestemt ikke fra samme slags kår som mine, men de havde også en god og tryg barndom, hvor de kunne være børn, og hvor de havde glæde af at være børn. De kunne lege og have det sjovt. Der var tid til, at barndommen fik lov til at folde sig ud.«

I dag ved alle, at netop gennem legen og fantasien kan barnet finde interesser, som det senere forfølger mere målrettet, men det aspekt optager i virkeligheden ikke Dronningen så meget, for hun finder, at der ligger en særlig - og selvstændig - værdi i barnets frihed til at udforske horisonten uden at skulle gå i én bestemt retning.

»Nogen finder tidligt noget, som de interesserer sig virkelig brændende for, hvad enten det nu er en hobby eller noget, der ender med at blive en profession. Andre finder det først senere i livet. Det er forskelligt fra menneske til menneske. En stor del af min barndom gik med så meget, der var spændende. Jeg læste bøger. Jeg var interesseret i fugle. Jeg var interesseret i arkæologi. Ja, jeg syntes, at verden var fuld af spændende ting, som man kunne få noget at vide om. I dag er barndommen blevet så kort - men til gengæld skal man helst være ung hele livet!«

Efter hendes opfattelse skal man ikke lade sig diktere af denne fiksering på det evigt unge, ligesom hun bekæmper det alderstyranni, som findes i tiden.

Måske hænger hendes holdning sammen med, at hun voksede op med relativt gamle forældre, som med deres eksempel viste, at det ikke er datoen på dåbsattesten, der afgør, om man stadig har nysgerrigheden og appetitten på livet intakt.

»Jeg syntes faktisk aldrig, at mine forældre var gamle. Sommetider syntes jeg ligefrem, at mine kammeraters forældre var meget ældre end mine,« husker Dronningen.

Pointen er, at dronning Ingrid og kong Frederik i den grad var i live og til stede, selv om huden blev furet, og den fysiske styrke svandt.

Nutidens voksne synes somme tider at have mere travlt med at se unge ud, mens de møder verden med et stivnet sind og ser den gennem trætte øjne.

»I min barndom og min ungdom har jeg haft det privilegium, at folk altid gad lytte til mine spørgsmål og fortælle mig noget om det, jeg spurgte om. Det oplevede jeg nok i højere grad, end det er andre børn forundt, og det skal ingen hemmelighed være, at det har jeg nydt godt af hele mit liv. I dag er der en større tendens til, at de børn, der vokser op, får en stor del af deres viden via en computerskærm. Her kan man også lære en vældig masse. Men man skal ikke glemme det værdifulde i, at voksne mennesker giver deres viden videre og deler deres erfaringer med et barn. Her tænker jeg ikke bare på fortællingen om, hvordan verden så ud, da bedstemor var barn, men også på at give svar på spørgsmålet om, hvad der sker, når solen går ned - og alle disse andre spørgsmål, som et barn har. Senere skal man huske at give svar på de mere seriøse spørgsmål, som et ungt menneske stiller.«