Retten til at vise navle – eller lade være

Siden strandmoden blev introduceret i slutningen af 1800-tallet, har den skullet balancere i spændingsfeltet mellem sex, religion og sundhed. I 1950ernes Frankrig fik man bøder for at være for letpåklædt – indtil på torsdag risikerer man bøde for at være burkini-klædt.

På billedet til venstre er vi tilbage i 1922, hvor en kvinde i Chicago er i karambolage med lovens lange arm for ikke at leve op til reglementet om tildækkede lår - en forseelse, som frem til 1960'erne kunne føre til anholdelse. I dag er det en helt anden historie, som det fremgår af billedet til højre, hvor det franske burkaforbud håndhæves på stranden Promenade des Anglais i Nice, hvor en kvinde bliver beordet til at tage sin burkini af. Hun kan se frem til en bøde på 38 euro. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Getty Images og Polfoto

Der er godt 94 år mellem billederne af den bikiniklædte kvinde, der bæres væk af en politimand, og billedet af fire politimænd, der beordrer en kvinde iført burkini til at klæde sig af, i henhold til det burkiniforbud, der blev indført i 26 sydfranske byer tidligere denne sommer.

I det ene tilfælde er kvinden for letpåklædt. I det andet for tildækket. Og i begge tilfælde handler det om kvindelig strandmode, der siden den blev introduceret i slutningen af 1800-tallet, har været genstand for debat og fortolkning.

Fejltolkning vil føre til forbud

I slutningen af 1950erne blev det forbudt at vise sig i den nylancerede bikini på strandene langs Middelhavet. Bikinien viste for meget hud, mente Vatikanet – særligt den kvindelige navle faldt Paven for brystet – og nogle steder varede forbuddet helt frem til midten af 1960erne, fortæller historiker og museumsinspektør på M/S Museet for Søfart, Ulla Tofte.

»Religion spillede en kæmpe rolle i forbindelse med bikiniforbuddet i Sydeuropa. Dengang var religion og kultur meget tættere forbundet, og forbuddet var derfor helt naturligt, fordi det var for udfordrende for den katolske kirke,« siger hun.

I dag opfatter Frankrig sig derimod som et af verdens mest frigjorte og sekulariserede lande. Her 60 år senere er det de religiøse symboler, der forbydes, blandt andet i klasseværelserne.

»Når franskmændende på samme måde vælger at se burkinien udelukkende som et religiøst symbol, bliver de derfor også nødt til at forbyde den på offentlige strande. Problemet er bare, at den tolkning er alt for snæver,« siger Ulla Tofte.

I sidste uge dømte den højeste retsinstans i Frankrig forbuddet ulovligt, netop fordi der ikke var beviser for, at burkinien er et religiøst symbol.

Bademoden kan hverken ses udelukkende som et symbol på seksualitet, kvindefrigørelse eller religion, forklarer lektor på Kunstakademiets Designskole Maria Mackinney-Valentin.

»Det afhænger helt af øjet, der ser den, der bærer tøjet, og i hvilken tid det foregår. Men badetøj har altid været et sprængfarligt emne; jo tættere tøjet er på kroppen, desto mere værdiladet bliver det,« siger hun.

For lidt badetøj og for meget hud kunne føre til anholdelse frem til 1960'erne. På billedet ses en kvinde i Chicago, der ikke lever op til reglementet om tildækkede lår. Foto: Topical Press Agency/Getty Images Fold sammen
Læs mere

Fra badehætte til Bardot

Bademoden stammer fra slutningen af 1800-tallet, da borgerskabet søgte ud af byerne om sommeren for at dyrke den friske havluft. Når mennesket ændrer adfærd, følger kulturen med, forklarer museumsinspektør, Ulla Tofte.

»Man var hurtig til at skabe en badebeklædning, der var passende for borgerskabets kvinder. Ligesom det er tilfældet i den muslimske kultur i dag, var tækkelighed dengang lig med tildækkethed, og derfor kunne man ikke bare smide tøjet, når man gik i vandet,« siger hun.

Kvinderne badede derfor iført korset, en bomuldskjole til knæene, lange strømper og badehætte. Mændene badede i stribede badebluser, som under stor debat blev smidt til fordel for de bare maver i begyndelsen af 1900-tallet, men det er en helt anden historie.

I 1920erne indførte designere Coco Chanel badedragten, som vi kender den i dag, men med halvlange ærmer og ben. Ligesom hun fjernede korsettet fra kvindemoden, indførte Coco Chanel jerseybadedragten af praktiske årsager. Den var simpelthen lettere at bade i, og det var i mellemtiden blevet mere acceptabelt af vise bare arme og ben, fortæller lektor Maria Mackinney-Valentin.

På den måde var vejen banet for den todelte bikini, der blev lanceret af franksmanden Louis Reard i 1946. Han opkaldte det nye badetøj efter »bikinisprængningerne«, som var de atombombeprøvesprængninger, som amerikanerne dengang foretog på Bikiniøerne.

Bikinien var en understregning af et nyt fokus på den sunde, smukke krop. Et fokus, der blev seksualiseret, da den franske skuespillerinde Brigitte Bardot i 1953 promenerede på strandende ved Cannes i en yderst afslørende bikini.

Det var med til at gøre bikinien populær, og op gennem 70erne begyndte kvinderne for alvor at smide tøjet. Nu handlede det ikke længere om sex, men blev i stedet set som protest mod en mandsdomineret kapitalisme og et stereotypt skønhedsideal.

»I slutningen af 60erne smider kvinderne badetøjet fuldstændigt. Da var det udtryk for en kropslig revolution,« siger Ulla Tofte.

Det var også ønsket om kropslig frihed, der fik australieneren Aheda Zanetti til at designe burkinien i 2004.

»Da jeg opfandt burkinien, var det for at give kvinder frihed, ikke for tage den fra dem. Min niece ville spille strandvolley, men det var en kamp at få hende med på holdet, for hun ville ikke lægge sin hijab,« fortalte hun i et interview med den britiske avis The Guardian i sidste uge.

Forbuddet mod at bære burkini langs den sydfranske riviera varer til og med den 31. august. Da er badesæsonen officielt forbi. Debatten er det næppe.