Ret til anonym hjælp tilfalder kun stærke misbrugere

Stofmisbrugere skal have ret til anonym behandling, men kun hvis de ikke har andre sociale problemer, foreslår regeringen. Urimeligt, lyder det fra organisationer.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Stofmisbrugere skal fremadrettet kunne få behandling, uden at de bliver registreret hos de offentlige myndigheder. Men kun hvis de ikke har andre sociale problemer. Sådan lyder det ifølge Kristeligt Dagblad i et nyt lovforslag fra regeringen.

Lovforslaget skal efter planen træde i kraft i sommeren næste år og skal forpligte kommunerne til at tilbyde anonym behandling til mennesker med behandlingskrævende misbrug, som altså ikke derudover har sociale problemer.

Sekretariatschef for Landsforeningen af VæreSteder og medlem af Rådet for Socialt Udsatte Cliff Kaltoft mener, at det er urimeligt, at retten til anonym stofmisbrugsbehandling kun skal gælde for personer, der ikke er kendt i det offentlige system.

»Det kan da virke lidt besynderligt, hvis det drejer sig om folk, der har tonstunge sagsmapper nede hos kommunen, men man skal passe på med at tro, at socialt udsatte er ligeglade med at blive registreret. Det er også underordnet, for det er grundlæggende forkert, at de mere ressourcestærke får ret til en anonym behandling, mens de andre ikke gør,« siger han til Kristeligt Dagblad.

Jurist Nanna W. Gotfredsen fra Gadejuristen oplyser til avisen, at hun i sit arbejde med misbrugere oplever, at bekymringen for at blive registreret hos myndighederne ofte fylder så meget, at misbrugerne enten ikke opsøger behandling eller er længe om at gøre det.