Rester af mennesker

Den 26-årige digter Khaldoun og de andre syrere har ikke opgivet håbet om at vende hjem til deres land. Men så længe krigen hærger, beder de om tålmodighed. Til at hele. Til at leve. Til at blive en del af det danske samfund. Dette er sidste artikel i serien om flygtningene i villaen på Frederiksberg.

Khaldoun Freha er med sin mentor Soulaiman på Udlændingestyrelsen for at få nyt foto på sit opholdskort. Foto: Liselotte Sabroe. Fold sammen
Læs mere

Vi mødes foran Udlændingestyrelsen på Østerbro i København.

26-årige Khaldoun Freha har sin mentor, Suleiman Mansour, med, og jeg har sat mig op til at beskrive »mødet med systemet«: Øjeblikket, hvor den syriske flygtning får afslag på sin familiesammenføring. Eller de uudholdelige timer i uvished i fyldte ventelokaler, mens anonyme sagsbehandlere jonglerer med den nytilkomnes skæbne: Kan/kan ikke blive i Danmark, kan/kan ikke få lov at se sit barn. Eller i det mindste bare »clashet«, når den tilrejsendes mellemøstlige temperament møder systemdanmarks skrankepaver.

»Hvorfor vi er her i dag?« gentager den unge fyr, der præsenterer sig som poet på kantet dansk og kigger nervøst op på sin mentor, der i dag agerer tolk. Dagens besøg er ikke helt så vægtigt, som jeg forestiller mig, kan jeg fornemme på de skæve smil. Måske ikke den historie, den unge syrer helst ville have frem i en landsdækkende avis.

»Khaldoun vil gerne have et nyt billede på sit opholdskort,« siger Suleiman så, og Khaldoun griner flovt.

»Han synes, han ligner en terrorist og er bange for, at folk, der ser det, vil tænke, at han ser mistænkelig ud.«

LÆS FØRSTE DEL AF SERIEN: Da flygtningene blev frederiksbergborgere

For tre år siden flygtede Khaldoun Freha fra sit hjemland for ikke at dø som martyr i en krig, han ikke tror på. For under et år siden sad han i en båd i Middelhavet med angsten for druknedøden som en hård, dump klump i maven. I dag har han trukket et nummer i Udlændingestyrelsen på Østerbro i København, fordi han synes, han ikke ser lækker nok ud på sit midlertidige opholdstilladelseskort.

Det lyder grotesk og komisk, og så alligevel. For måske er spørgsmålet ikke, om man har ret til forfængelighed, når man som krigsflygtning er bevilget asyl og gæstfrihed i et fremmed land. Men hvornår man genvinder retten til at lægge næsegrus taknemmelighed på hylden og blot kan handle, leve og drømme som en hvilken som helst anden helt almindelig ung mand.

Khaldoun Freha har over 10.000 følgere på Facebook og en kæmpe omgangskreds i Damascus. Han er lykkelig for at være i sikkerhed i Danmark, men føler også skyld over for alle de landsfæller, der ikke har samme mulighed. Foto: Liselotte Sabroe. Fold sammen
Læs mere

Facebook-digteren

Måske særligt, når fortiden var sådan her:

I Syriens hovedstad, Damaskus, hvor Khaldoun kommer fra, havde han en kæmpe vennekreds. På Facebook, hvor den unge poet udgiver sine digte, har han knap 10.000 følgere. Han har det mildeste væsen og et smittende grin. Han vil ikke være kriger, siger han, men sprede livsglæde og håb.

Hans far er maler, hans mor er hjemmegående. Selv læste han psykologi på Damaskus’ universitet. Da revolutionen begyndte, deltog han hverken på regimets eller oprørernes side, men prøvede at opretholde tilværelsen på almindelig vis. Altså indtil Khaldoun Freha som alle andre unge mænd blev genindkaldt til hæren for at dræbe for et militær, hvis mål han ikke deler.

»Jeg ville ikke slå mennesker ihjel, som intet har gjort mig. Det gavner ingenting at tage andres liv,« siger han.

Så i 2012 flygtede familien til Libanon, Khaldoun droppede studierne og arbejdede i stedet som arabisklærer for at tjene nok til de opskruede libanesiske huslejer, der eskalerede, efterhånden som flygtningestrømmene fra Syrien tog til.

Men selv om bomberne ikke regnede ned, var »nærområdet« langtfra den trygge base, familien havde håbet på. Religiøse, sekteriske grupper kidnappede og dræbte for et godt ord, og syrerne, der ikke havde Hizbollahs beskyttelse, var lette ofre i den indbyrdes kamp.

I sine digte skriver Khaldoun om de sociale problemer, krigen har kastet hans hjemland ud i. Om de børn, der er vokset op uden nogensinde at have oplevet livets smukke sider, men kun været vidner til verdens grusomhed. Men også om kærlighed og drømme og skønhed og håb, fortæller han:

»For det er vigtigt at holde sig stærk og målrettet og finde lys i mørket, hvis ikke man skal drukne i de forfærdelige ting.«

Familien Maijana har lige fået en midlertidig lejlighed på Frederiksberg, så de kan bo sammen alle fem. Børnene elsker at være her, men forældrene drømmer stadig om at tage tilbage til Syrien. Foto: Liselotte Sabroe. Fold sammen
Læs mere

Hvis bare det var landkrig

Senere på dagen besøger jeg familien Maijana, der netop er blevet familiesammenført i en midlertidig bolig ikke langt fra flygtningevillaen på Frederiksberg.

Før krigen var faderen bygningskonstruktør og ejede fire villaer, flere med swimmingpool, i Daraa – arnestedet for den syriske revolution. Hustruen, Entisar, havde en frisørsalon, og de tre børn levede et liv rigt på både glæder og materielle ting.

Men da militæret rykkede ind, blev alt ødelagt. Tanksene buldrede i gaderne, og den velstand, familien havde opbygget, var på et splitsekund væk.

De første par år af krigen blev de boende, men i 2013 var volden så ekstrem, at selv kvinder og børn blev kidnappet og alle skoler lukket ned. Alle, der havde midler, flygtede fra området, de fleste til andre steder i Syrien, dem med lidt flere penge søgte udenlands. Den familie, Mohammad Maijana forærede sit hus, da de selv flygtede, døde kort efter i et bombeangreb, der ramte deres tag.

»Hvis det kun havde været landkrig, var vi aldrig rejst,« siger faderen. »Men da de begyndte at bombe fra luften og halshugge for at sprede frygt, kunne jeg ikke længere forsvare mine børns liv,« siger han.

Så familien forlod alt, hvad den ejede, og rejste til Egypten. Hvad de troede skulle være to-tre måneders eksil udviklede sig til halvandet år. Men ligesom Libanon var »nærområdet« Egypten heller ikke den sikre havn for syrerne, som de flygtende havde håbet på. Politisk var de udsat, rettigheder var der ingen af.

»Havde det bare været mig og min hustru, var vi alligevel blevet. Men for børnene var der ingen fremtid,« siger han.

Så Mohammad flygtede over Middelhavet med sønnen, Maan, som nægtede at forlade sin far. Og i april i år blev moren og de to døtre familiesammenført. Alle går nu i dansk skole. Fufu på otte år har lige lært at synge »lillefinger«-sangen, og Hend på 16 drømmer om at læse til farmaceut.

Og det er en lettelse endelig at se børnene trygge og glade, siger Mohammad og Entisar, men også hjerteskærende, at deres søn og døtre allerede foretrækker Danmark frem for mors og fars hjemland. Børnene vil gå i skole, lære dansk, vokse op og få venner. De vil ikke rykkes op med rødderne endnu en gang.

»Misforstå mig ikke,« siger Mohammad Maijana.

»Vi er blevet behandlet helt utrolig godt i Danmark. Folk har været så søde, og vi vil aldrig nogensinde glemme den hjælp, vi har modtaget her. Men så snart muligheden er der, er planen at rejse hjem til Syrien. Det er dér, vores barndomsminder og drømme er.«

Der bor 33 flygtninge i små otte kvadratmeter værelser i den midlertidige flygtningevilla over for Frederiksberg Have i København. Foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere

Tager tid at hele sår

Det er femte og sidste kapitel i Berlingskes serie om flygtningene i villaen på Frederiksberg. Men vi er stadig kun på allerførste side af virkelighedens beretning om de nytilkomnes liv.

Endnu ved vi ikke, om det vil lykkes Abdul Rahman Arafh at bytte sit respektindgydende sprogøre til en ingeniørstilling i et dansk firma, eller snedkeren Rashid Jamal, der hverken kan læse eller skrive på arabisk, at få en praktikplads, så han kan træne sit endnu spæde danske sprog i praktisk aktion. Vi ved ikke, hvornår Mohammad Alkanj får sin kone og to små børn at se igen. Eller om den nu 18-årige Mahmoud Nayef, der midt i lørdagens eid-fest, som jeg var inviteret med til at fejre, fik afslag på sin ansøgning om familiesammenføring, nogensinde får lov at blive genforenet med sin mor og far.

Vi ved ikke, om den sure nabo, der heldigvis er bortrejst under lørdagens festligheder, faktisk får smag for »østerlandsk« musik, eller hvor længe de mange venlige naboer, der danser med i anledningen af ramadanens afslutning, fortsætter deres utrættelige engagement. Og vi ved heller ikke, hvorvidt det vil lykkes den godhjertede sagsbehandler Therese Smith at finde permanente boliger til de 33 flygtninge i den midlertidige villa, så deres otte kvadratmeter store værelser kan blive ledige til de nye flygtninge, der kommer til Frederiksberg Kommune senere på året, og til de nye igen efter dem.

 

Osama Alkanj som taler næsten flyende dansk efter kort tid i landet har tager flere danske venner med til festen. Fold sammen
Læs mere

Men vi ved, at de 33 beboere ikke længere risikerer at dø i Syriens bomber, og at fremtiden, hvis de ellers formår at gribe den, ligger for fødderne af dem.

»Når jeg tænker på min familie i Syrien og på alle de venner, som stadig bor der, føler jeg mig både taknemmelig og meget egoistisk. Jeg har frihed og tryghed, mens de stadig er der,« siger Khaldoun Freha, da vi efter besøget på Udlændingestyrelsen har sat os hen på en nærliggende café.

Han og hans bror, som også er flygtet, skraber alt, hvad de har af penge, sammen til at sende hjem til familien, der på grund af farens sygdom ingen indkomst har, mens de beder til, at der kan findes en måde, så også forældrene kan opleve freden og få chancen for atter at opbygge et stabilt liv.

Men chancerne er små, forstår man, når end ikke Mahmoud med eid-festens tungeste øjne, der kæmper for at opretholde et smil og stadig var mindreårig, da han flygtede, har fået godkendt sin ansøgning. Og sådan sidder de med hver sin historie: Lettede over selv at være i sikkerhed, men skamfulde over for dem, der endnu ikke er.

I mellemtiden har den unge digter Khaldoun kun én udgangsbøn for artiklen; det, han håber, læserne vil tage med herfra:

»Det gør ondt at leve uden sine nærmeste, uden en fast base, og det tager tid at finde ro. Måske har vi ikke mistet lemmer, men vi har mistet en stor del af os selv. Vi er mennesker, som ønsker at bidrage, men som stadig er ved at hele, og som endnu kun er rester af det, vi var engang.«

LÆS FØRSTE DEL AF SERIEN: Da flygtningene blev frederiksbergborgere

LÆS ANDEN DEL AF SERIEN: De vil ikke på kanalrundfart, men have et job

LÆS TREDJE DEL AF SERIEN: »Du får mig ikke til at sige, at det er synd for dem«

LÆS FJERDE DEL AF SERIEN: Med kommunen til ramadanmiddag

LÆS SJETTE DEL AF SERIEN: »I snakker hele tiden om, hvordan man stopper flygtningene. Vi tænker kun på at stoppe krigen«

LÆS SYVENDE DEL AF SERIEN: »Systemet virker ikke - giv os i stedet tid til at lære sproget, så skal vi nok hjælpe os selv«

LÆS OTTENDE DEL AF SERIEN: »Hvornår siger man »jeg elsker dig« her i Danmark?«