Klokken er seks på Nørreport Station i København, hvor en fejemaskine zigzagger rundt mellem efterladte elløbehjul i et forsøg på at sluge al nattens affald.
»Enten skal jeg køre uden om dem, eller også skal jeg stoppe fejemaskinen og gå ud og fjerne dem,« siger kommunalarbejderen bag fejemaskinens rat til B.T.
Den populære transportform er nemlig gået han og blevet en stor gene for de folk, der hver morgen rydder op i byen.
»Udlejerne stiller dem bare til højre og venstre, som det passer dem. På fortove. Foran butikker. Ja, nærmest ude på vejbanerne,« siger kommunalarbejderen og fortsætter:

»Og når så brugerne har brugt dem, så kaster mange bare løbehjulerne på cykelstierne og alle mulige andre steder, formentlig fordi de har været fulde, når de har kørt på dem. Jeg har sågar hørt om løbehjul, der bliver smidt i Søerne.«
Fire efterladte løbehjul skal fejemaskinen fredag morgen zigzagge mellem - blot inden for en radius på cirka ti meter fra Nørreport Station.
Men det er ikke kun de efterladte løbehjul, som udfordrer fejemaskinen i at gøre sit arbejde.


Fejemaskinerne er nemlig så tidligt ude, at mange fulde folk stadig er på vej hjem på elløbehjulene.
»Så dem skal man også være opmærksomme på. De kører indenom og udenom og krydser bare ind foran én. De er ret belastende, må man bare sige,« siger han til B.T.
Han kan egentlig godt lide ideen om elløbehjulene.
»Under kontrollerede forhold kunne det være fint. Men nu er det bare det vilde vesten,« siger han.


Man skal da også bare bevæge sig 150 meter længere op af Frederiksborggade til Kultorvet, før man støder på en ny fejemaskine, som også zigzagger mellem løbehjul.
Og fortsætter man fredag morgen op ad Købmagergade, kan man - allerede inden Rundetårn tårner sig op på venstre side - møde endnu et efterladt løbehjul midt på gågaden.
Kommunalarbejderen, der fredag morgen kører rundt ved Nørreport, er da heller ikke den eneste, der har fået nok af de efterladte løbehjul.
Rasmus Bredde, der tweeter under navnet @specialarbejder, lagde tirsdag 27 billeder af efterladte løbehjul op på Twitter med teksten:
‘Væltet, smidt, hensat og i vejen. Her er de løbehjul, jeg mødte i weekenden i Københavns indre by. Disruption af mit arbejde og af de svagtseendes og dårligt gåendes vej.’
Københavns Politi har de seneste to weekender delt bøder ud til elløbehjulsbrugere, som ikke overholder reglerne.
I den første weekend blev 28 personer sigtet for at køre påvirkede på løbehjul.
Og i sidste weekend blev yderligere 15 personer sigtet for spirituskørsel, mens 30 personer blev sigtet for andre forseelser på de populære tohjulede køretøjer.

Elløbehjulfirmaet Voi fortæller til B.T., at de hver morgen placerer elløbehjul i henhold til de aftaler, der er lavet med Københavns Kommune og de private grundejere, de samarbejder med.
»Vi har ingen interesse i at genere hverken renovationsfolk, fodgængere eller andre trafikanter. Vores målsætning er at gøre det lettere for alle at komme ubesværet omkring i de 31 byer, vi opererer i,« siger Kristina Nilsson, kommunikationschef i Voi.
Ifølge Voi bliver man automatisk gjort opmærksom på reglerne for brug af vores elløbehjul, herunder hvor og hvordan man skal parkere det efter endt brug, når man melder sig til på appen, samt når man aktiverer et elløbehjul.
»Vi påvirker også brugen af elløbehjulene gennem geo-fencing og hot spots, hvor brugeren får credits for at parkere på særligt velegnede pladser. Desuden har vi ’huntere’, der hver aften sørger for, at Vois elløbehjul er placeret på de steder, hvor vi i tæt dialog med Københavns Kommune har fået anvist holdepladser,« siger kommunikationschefen.