Rektor langer ud efter S-SF-idé

Det vil svække dansk forskning, hvis studerende skal have et ekstra semester om året, mener rektorformand. Heller ikke de Radikale eller Enhedslisten vil være med.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SFs forskningsordfører, Jonas Dahl, er godt klar over, at planerne koster penge, og henviser til de 600 millioner kroner, der er afsat til de videregående uddannelser.

S-SFs idé om, at studerende skal have ikke to, men tre, semestre på ét år, møder modstand overalt. Ideen vil ligefrem skade Danmarks evne til at forske, advarer talsmand for Danske Universiteter, rektor Jens Oddershede.

»Mere undervisning betyder mindre forskning. Det tror jeg, at oppositionen har glemt,« siger han.

Som en del af den økonomiske plan »Fair Løsning« vil Socialdemokraterne og SF blandt andet have intensiveret undervisningen og forkortet sommerferien for i gennemsnit at spare et halvt år på den samlede uddannelsestid. Fint, lyder det fra Jens Oddershede. Men hvor er pengene?

»Vi vil gerne medvirke til at få de studerende hurtigere gennem studierne. Men det er umuligt at indføre et tredje semester, uden at der følger ressourcer med til ekstra personale,« påpeger han.

Studerende tvivler

Spørger man Danske Studerendes Fællesråd (DSF), er det ekstra tredje semester kun en mulighed på de få studier, der i forvejen har tre måneders sommerferie, og derfor ikke en særlig smart løsning. DSF bifalder til gengæld forslaget om, at studerende får en belønning for at gennemføre studiet på den normerede tid. Forslaget vil bare ikke betyde, at flere bliver hurtigere færdige, lyder analysen. Studieforsinkelser skyldes nemlig ofte personlige forhold eller faglige vanskeligheder.

Nej fra R og Enhedslisten

Det bliver hverken med Enhedslisten eller de Radikales stemmer, at Socialdemokraterne og SF får deres tredje semester indført.

»Vi kan ikke bare overse de unge, der har brug for et par år til at finde udaf , hvad de vil. Det nytter ikke, at vi straffer dem, når vi tværtimod har brug for at få dem med,« siger Enhedslistens uddannelsesordfører, Johanne Schmidt-Nielsen. Helle ikke Venstre støtter ideen, men SFs Jonas Dahl er stadig helt rolig:

»Nu har vi præsenteret vores oplæg. Både Enhedslisten og de Radikale bliver selvfølgelig inddraget, når vi går videre med det,« siger han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den socialdemokratiske forskningsordfører, Kirsten Brosbøl.