Rekordmange danske strande får blå flag

Danmark har aldrig haft så mange badevenlige strande som i år, viser nye tal fra Friluftsrådet.

Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når danskerne til sommer får lyst til at dyppe tæerne - eller hele kroppen - i bølgen blå, kan man som noget nyt med fordel vælge mellem 243 forskellige strande eller 55 forskellige havne. I år har Danmark nemlig fået godkendt et rekordstort antal badevenlige områder, som nu er tildelt de karakteristiske blå flag.

Det er Friluftsrådet, der har ansvaret for at tildele strande og havne de karakteristiske blå miljøflag i Danmark, og blandt de europæiske lande er det kun Spanien, Frankrig og Italien, der har flere.

»Jeg er utroligt glad for, at vi i år får endnu flere danske badestrande med det blå flag. Det vidner om, at kommunerne går op i at sikre deres strand- og havnegæster en god og sikker oplevelse,« siger Brian Samuelsson fra Friluftsrådets Blå Flag program.

De karakteristiske blå flag er et internationalt miljømærke, der kun gives til de strande og havne, der gør en ekstra indsats for miljøet og sikkerheden. For landets badestrande gælder det blandt andet om at sikre, at der ikke er mere end 250 meter mellem livreddertårnene. Derudover skal der være en førstehjælpskasse til rådighed, og der skal være en nødtelefon.

»Det er et helt specifikt sæt kriterier til strandene og til havnene. På strandene går vi meget op i sikkerhed, og på havnene holder vi blandt andet øje med, at vandet ikke forurenes,« siger Brian Samuelsson.

Sammenlignet med 2012 er der givet nye blå flag til i alt seks kommuner, heriblandt Aarhus og Assens. I Friluftsrådet er man glade for resultatet, men man slår fast, at det også handler om at forbedre de badesteder, hvor miljø og sikkerhed stadig halter.

»Vi vil naturligvis være glade for flere blå flag i landet fremover. Men det handler også om at få løftet bundniveauet. Der er strande og havne i Danmark, der hænger lidt med numsen i vandskorpen. Dem vil vi gerne havet gjort bedre,« siger Brian Samuelsson.