Rekord for strandingsgods ved Vestkysten

På sjette dag kæmper man med at samle træ fra den største mængde strandingsgods nogensinde ved Vestkysten. Træet kom fra Baltikum og skulle til Algeriet.

De statsansatte, næsten ulønnede strandfogeder i Vestjylland kæmper fortsat og på sjette dag for at bjærge tonsvis af fyrretræ, som er drevet i land på en 25 kilometer lang kyststrækning vest for Varde.

Mængden af strandingsgodset vurderes som et af de største nogensinde, og strandfoged Svend Poulsen, Nr. Nebel, oplyser til Ritzau, at 10-12 traktorer til 500 kroner i timen konstant er i gang med at bjærge det værdifulde gods.

- Vi er kun godt halvt igennem, sagde han onsdag middag.

Det menes, at et skib med maltesisk flag har været nødsaget til at droppe lasten i hårdt vejr, og det ilanddrevne træ kommer formentlig fra et af de baltiske lande og var bestemt for Algeriet.

/ritzau/