Rekonstruktion: 13 timer i terroristens fodspor

Terror i Danmark 14. og 15. februar 2015. Hvad skete der egentlig? Vi rekonstruerer terror­skyderierne i København.

Kulturhuset Krudttønden blev 14. februar udsat for et terrorattentat. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

»Han ville aflevere bilen hjemme hos sine forældre klokken 03.00. Det havde han lovet.«

Overrabiner Bent Lexner går i stå i sin fortælling. Selv for en mand, som i medfør af sit job har 40 års træning i at overbringe dårlige nyheder, har det været en svær nat.

Klokken 00.30 affyrede manden, som ifølge politiet stod bag skyderierne i København, sit våben i Krystalgade og traf på kort afstand den 37-årige Dan Uzan i hovedet. Bagefter sårede gerningsmanden to sværtbevæbnede politifolk foran synagogen.

Dan Uzan døde kort efter. Som medlem af det jødiske samfund havde han været ansvarlig for adgangskontrollen ved synagogen. Han havde meldt sig som frivillig. Havde det ikke været for Dan Uzan samt de to politifolk, havde gerningsmanden kunnet fortsætte om i menighedens hus i baggården, hvor 80 personer fejrede en piges konfirmation, blandt gæsterne var flere børn.

Overrabiner Bent Lexner er ikke i tvivl: Dan Uzan gav sit liv for deres. Han efterlader sig en søster og sine to forældre.

Klokken 4.30 kørte overrabineren sammen med to betjente til Dan Uzans forældre i Rødovre, hvor Dan voksede op.

Han genfortæller historien umiddelbart efter det jødiske trossamfunds pressemøde. Rødøjet, men fattet.

»Jeg blev på grund af praktiske omstændigheder nødt til at ringe på telefonen til hans søster, som bor hos forældrene, for at få os ind. Jeg kunne ikke holde det skjult for hende. Jeg mener, hvorfor ringer en overrabiner klokken 4.30? Jeg fortalte hende det, som det var. Det kan være svært at forstå, men for mig er det et privilegium at få lov til at være den, der fortæller det. Jeg kendte Dan. Dan var en kæmpe-, kæmpestor fyr, basketballspiller og over to meter høj, med et kæmpestort hjerte. Han kunne ikke gøre et menneske fortræd.«

Lørdag 14. februar 2015

I kulturhuset Krudttønden på Østerbro debatterede de ytringsfrihed i kølvandet på massakren på satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris. Hovedtaleren var den svenske tegner Lars Vilks. Siden han i 2007 tegnede profeten Muhammed som en hund, har han levet under beskyttelse af den svenske efterretningstjeneste.

Inde i foredragssalen havde den franske ambassadør netop talt, nu fik den ukrainske aktivist Inna Shevchenko ordet.

»Det springende punkt er dette »men«. Hvorfor siger vi stadig det, når vi ...,« nåede hun at sige, før skuddene i foyeren afbrød hende.

Cafe Stafetten, kl. 15.33

Café Stafetten, Østerbro i København. Stephanie Halberg stod bag baren på Café Stafetten, da hun gennem vinduerne så en sortklædt mand åbne ild med en maskinpistol gennem glaspartiet ved indgangen til Krudttønden overfor. Ifølge bartenderen tog manden sig tid til at åbne glasdøren med den ene hånd. Med den anden hånd så hun ham sende endnu en byge af skud ind i foyeren.

»Det måtte være en joke, tænkte jeg. Det var så surrealistisk.«

På legepladsen over for Krudttønden tog forældre med børn i favnen flugten over hals og hoved sammen med flere kondiløbere. Flere søgte tilflugt i Café Stafetten.

Krudttønden, kl. 15.33

Af en lydoptagelse fra debatarrangementet fremgår det, at der blev affyret mindst 40 skud i Krudttønden i løbet af de første 15 sekunder.

Inde fra foyeren besvarede PETs livvagter og politibetjente ilden. To livvagter og en betjent blev såret, ramt af skud i henholdsvis skulderen, lysken og benet.

Satireforsker Dennis Meyhoff Brink fumlede desperat i en sidedør for at komme ud. Først da en anden gæst kom til, gik døren omsider op. De så direkte ud på den flygtende gerningsmand og smækkede hurtigt døren.

Udenfor på gaden, Serridslevvej

Den 55-årige instruktør var uddannet på Den Danske Filmskole og stod blandt andet bag »En anden vej: Historien om fire nydanskere og en koncernchef« fra 2009, som fortalte om erhvervskvinden Stine Bosse og hendes samarbejde med fire nydanskere om konfliktløsning mellem unge af anden etnisk baggrund.

Han blev stadig mere optaget af islam og radikalisering. Særligt sagerne om satiretegninger og især attentatet mod Charlie Hebdo for en måned siden.

»Det er rystende og skræmmende, at modige mennesker er myrdet af kujonagtige muslimske fascister,« skrev han 7. januar på Facebook.

Finn Nørgaard blev ramt af skud i brystet og lå døende udenfor på gaden. En video uploadet til YouTube viser en ung beboer på Serritslev­vej, som flåede sin T-shirt af, formentlig i et forsøg på at standse blødningen.

Motorcykelbetjente og PET-agenter satte efter gerningsmanden, som ifølge øjenvidner var flygtet ned ad den første sidegade efter Krudttønden.

Kort efter tvang gerningsmanden en borger ud af sin bil, en mørk VW Polo.

Kildevældsskolen, Østerbro, kl. 15.50

Den stjålne flugtbil blev set på Jagtvej og fundet ved Borgervænget 25 på Østerbro mellem S-togstationerne Ryparken og Svanemøllen. Den korteste rute mellem Krudttønden og den forladte flugtbil er 3,6 kilometer og vil ifølge en GPS tage cirka 16 minutter at tilbagelægge. Politiet offentliggjorde billeder, hvor overvågnings­kameraer på den lokale folkeskole, Kildevældsskolen, havde fanget gerningsmanden i området. Skolen ligger tæt ved det sted, hvor flugtbilen var efterladt.

På det tidspunkt var der tale om en egentlig menneskejagt. Hundepatruljer finkæmmede området ned til S-banen, mens en politihelikopter cirklede rundt over Østerbro.

Politiet foretog en ransagning i Mjølnerparken på Nørrebro søndag 15. februar 2015 i forbindelse med skudepisoderne i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt.

 

Mjølnerparken, Nørrebro, kl. 16.15

Gerningsmanden steg ud af en taxa i Mjølnerparken på Nørrebro, afslører overvågnings­kameraer. 22 minutter senere tog han af sted igen. Ifølge politiet havde kan skiftet tøj.

Mjølnerparken, kl. 23.00

Da politiet fik nys om gerningsmandens taxitur til Nørrebro, var han for længst væk. Men ejendomskomplekset var fra lørdag aften cirka klokken 23.00 under observation af politiet.

Politiet jagede gerningsmanden her i Krystalgade, hvor han natten mellem 14. og 15. februar dræbte en 37-årig jødisk mand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest.

Krystalgade, indre by, kl. cirka 0.30

Gerningsmanden skød Dan Uzan og to politibetjente foran synagogen i Krystalgade. Dan Uzan døde kort efter. Politiet afspærrede hurtigt området. Afspærringen blev udvidet til at omfatte op mod halvdelen af Københavns Indre by. Fra Rundetaarn til Søtorvet og fra Ørstedsparken til Statens Museum for Kunst stod betjente vagt på hvert et gadehjørne. Alle svært bevæbnede med maskinpistoler. Fulde gæster i nattelivet og helt almindelige borgere med bopæl i det afspærrede område blev konsekvent nægtet adgang, mens hundepatruljer afsøgte området.

Stort set alle fulgte beredvilligt politiets instrukser.

Klokken 02.36 ankom specialstyrker iført hjelme og bevæbnet med automatvåben til afspærringen ved Landemærket, som få meter længere henne bliver til Krystalgade.

En helikopter overfløj omhyggeligt området på trods af mørket, formentlig med termiske kameraer ombord.

»De kan se det hele,« forsikrede en fåmælt hundefører.

Tilsyneladende mente politiet fortsat, at gerningsmanden kunne befinde sig i Københavns indre by.

Imens fortsatte festen i nattelivet. To piger spurgte politifolkene ved en af afspærringerne om råd til alternative ruter væk »uden farlige mænd«.

Liget af gerningsmanden kørers væk ved Svanevej i Københavns nordvestkvarter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech.

Svanevej, Københavns nordvestkvarter, kl. 04.50

Klokken 04.50 konstaterede en gruppe betjente fra aktionsstyrken på Svanevej, at gerningsmanden var vendt tilbage til området.

Da betjentene råbte gerningsmanden, hvis tøj matchede beskrivelsen fra skyderiet i Krystalgade, an, åbnede han ild mod betjentene. Han var bevæbnet med to pistoler. Politiet skød gerningsmanden, som døde på fortovet.

Det var forbi.

Han var en ung mand på 22 år, født i Danmark og kendt af politiet for overtrædelser af våbenloven og vold. Han er også kendt i bandesammenhæng.

LÆS MERE