Reklamevideo fra statens advokat lokker med tips til at afslå aktindsigter

Kammeradvokaten tilbyder et kursus, der får fagfolk til at undre sig. I kurset bliver der lokket med tips til, hvordan man helt kan afslå borgeres anmodning om aktindsigt i vigtige dokumenter.

Jakob Kamby, leder af Poul Schmith/Kammeradvokatens stats- og forvaltningsretlige team. Fold sammen
Læs mere

I en reklamevideo fra statens advokat, Kammeradvokaten, er der et godt tilbud til offentligt ansatte sagsbehandlere: Et kursus, hvor man lære at begrænse eller muligvis helt at afslå anmodninger om aktindsigt. Det skriver fagbladet Journalisten.

Aktindsigter er en ret for borgere til at søge om adgang til dokumenter og oplysninger hos offentlige myndigheder. Det er en ret, der er fæstnet i offentlighedsloven, og den pågældende myndighed har pligt til hurtig behandling af aktindsigten.

Set i dette lys kan følgende ordvalg i Kammeradvokatens reklamevideo virke en kende mærkværdigt:

»Hvordan kan du begrænse eller måske helt afslå aktindsigtsanmodninger som følge af ressourcemæssige hensyn? Og mere vigtigt: Hvordan begrunder du det konkret?« lyder det reklamevideoen fra Kammeradvokaten.

Der er ifølge mediejurist Oluf Jørgensen tale om et problem. Han forklarer over for Journalisten, at aktindsigter er beregnet til det stik modsatte – til at kaste lys over vigtige forhold, blive behandlet modtagerne og til ikke at blive gemt væk og kasseret.

Tine Johansen, der er formand for Dansk Journalistforbund (DJ), undrer sig:

»Det er rystende, at statens egen advokat, som man i det her tilfælde næsten kan kalde en mørkekammeradvokat, underviser i, hvordan man holder befolkningen udenfor. Det afslører, at vi har et problem med en lukkethed- og mørklægningskultur. Det er virkelig skræmmende at se, hvor systematisk det her er udformet,« siger hun til Journalisten.

Jakob Kamby, der er partner og advokat hos Kammeradvokaten, afviser over for Journalisten, at kursets reelle formål skulle være at lægge låg på aktindsigter.

Forholdt kritikken fra fagbladet siger han:

»Videoen nævner, at kurset om offentlighedsloven indeholder undervisning i den såkaldte ressourceregel. Den giver anledning til helt eller delvis at afslå aktindsigt, hvis behandlingen af anmodningen vil nødvendiggøre et uforholdsmæssigt ressourceforbrug. Det er en almindelig del af ethvert kursus i Offentlighedslovens regler og indgår for eksempel også i Ombudsmanden vejledning på området.«