Rejsebureau: Afbudsrejserne er udsolgt

Juli måneds triste sommervejr får tusindvis af danskere til at søge afbudsrejser - forgæves.

Danske turister nyder sydens sol, men hvis du ikke allerede har bestilt din sommerferie, kan det blive svært at få fat i en charterrejse. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANNETT BRUHN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et termometer, der i juli måned har forskanset sig under 20 grader, har fået danskere til at skifte krimilæsningen på de danske strande ud med søgning efter afbudsrejser på nettet. Men der skal ledes længe, for at finde en solrejse sydpå, som er til at betale.

- Lige nu og her er der udsolgt, men kommer vi hen til slutningen af måneden og ind i august, så begynder der at være få pladser tilbage - men til ret høje priser, fortæller Star Tours salgsdirektør, Stig Elling.

Han vurderer, at cirka 60.000 danskere i juli måned forgæves har forsøgt at finde en afbudsrejse sydpå, og uden udsigt til bedre vejr stiger tallet uge for uge.

- Når skoleferien slutter, tror jeg, at langt mere end 100.000 danskere meget gerne ville have været syd på men ikke kunne komme det, fordi der ingen pladser har været, eller fordi det har været for dyrt for dem, siger Stig Elling.

Interesse for næste sommerferie

Star Tour har forsøgt at hjælpe de solhungrende danskere på vej ved at skaffe flere fly til Kreta og Tyrkiet. Men uden held. Det dårlige vejr har nemlig ikke kun lagt sig over Danmark. Vores naboer, nordmændene, svenskerne og tyskerne, vil også på flugt fra regn og blæst. Så det er ifølge Stig Elling ikke muligt at skaffe hverken flere fly eller hotelværelser.

Sommerens solpanik har fået flere danskere til at tænke lidt længere frem.

- Folks oplevelse af denne her regnfulde sommer gør, at vi ser rigtig mange bestille efterårsferien og vinterrejsen. Og man er allerede nu også begyndt at bestille næste sommers rejse, siger Stig Elling.

Hos Star Tour oplevede man i sidste uge, at over 200 procent flere end sidste år købte deres sommerferie til 2013.