Regnvand spærrer travlt trafikalt knudepunkt i Jylland

Juletrafikken kan blive forsinket ved en af Danmarks travleste motorvejsstrækninger, melder Vejdirektoratet.

ARKIVFOTO. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

Trafikanter på vej hjem fra julebesøg risikerer at blive forsinket, hvis de skal forbi den store sammenfletning af E45- og E20-motorvejene ved Taulov i Sydøstjylland.

Det oplyser politiet og Vejdirektoratet.

- Der ligger mange tusind liter vand, som fortsat skal pumpes væk, så der kommer nok til at være spærret et godt stykke tid endnu. Brandvæsnet er på plads og pumper vand væk fra kørebanen, siger vagthavende Berit Fridahl fra Vejdirektoratet.

Vejen har været lukket i østgående retning, men er tidligt søndag morgen også blevet lukket i den anden retning, fordi man skal have flyttet vandet til den anden side af vejen.

Spærringen ventes at vare det meste af morgenen og "et godt stykke op ad formiddagen".

Det er fortsat muligt at passere stedet, hvis man kører af motorvejen tidligere.

- Folk, der skal mod Kolding, kan benytte frakørsel 59 og køre på igen ved frakørsel 61. Og modsat, hvis man skal i den anden retning, siger Berit Fridahl.

Også på Sjælland har regnen lukket en strækning af motortrafikvejen mellem Kalundborg og Holbæk.

- Det er kort før Kalundborg, hvor motortrafikvejen er spærret i begge retninger på grund af vand. Men her kan bilisterne køre af lige før vandet og komme på vejen igen på den anden side af Ringstedvej, siger Berit Fridahl.

Også Rute 22 ved Vordingborg på det sydlige Sjælland er søndag morgen spærret på grund af regn.

I flere politikredse har regnvejr medført en række uheld - dog uden alvorlig personskade til følge.

På Fyn advarer politiet om, at kloakdæksler er blevet "skudt op" rundt omkring. Det betyder, at man som bilist skal være særlig opmærksom på huller i vejene.

Beredskabsstyrelsen oplyser i en pressemeddelelse, at der natten over har været 130 mand og ni lænsepumpecontainere ude i landet og fjerne vand. De har været på opgaver i stort set hele landet.

Søndag morgen er Beredskabsstyrelsen stadig i gang med at pumpe vand væk flere steder i Syd- og Sønderjylland, to steder på Fyn, ved Hedensted i Østjylland og ved Thisted i Nordjylland.

I alt vil 139 mænd og kvinder samt 50 køretøjer være i gang med at fjerne vand hele søndagen, oplyser Beredskabsstyrelsens operative chef, Lars Høg Schou, på det sociale medie Twitter.

/ritzau/