Reglerne tårner sig op under Støjberg

Siden Inger Støjberg blev beskæftigelsesminister for godt et år siden, er der kommet 72 nye regler på området. I en ny kampagne vil hun nu have "bøvlet" væk.

Læs mere
Fold sammen

- Væk med bøvlet.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) beder borgerne om hjælp. På ministeriets hjemmeside er det derfor muligt at give et bud på, "hvordan vejen til jobbet bliver mindre bøvlet".

Meget tyder imidlertid på, at Støjberg i høj grad kan takke sig selv for den nuværende regeljungle på beskæftigelsesområdet.

Dansk Socialrådgiverforening har således lavet en opgørelse over, hvor mange nye regler - med relevans for medarbejderne i jobcentrene - der er blevet indført siden hendes tiltrædelse som minister.

Optællingen i databasen Retsinformation viser, at stakken af regler og cirkulærer er blevet forøget med 72 på godt et år med Inger Støjberg i ministerstolen.

- Inger Støjberg har sat sin underskrift på et hav af nye regler og procedurer i det år, hun har været minister, og hun har netop varslet, at de langtidsledige snart skal til samtale tre gange så hyppigt med alt, hvad det så indebærer, siger Bettina Post, formand for Dansk Socialrådgiverforening.

- Så det er ærlig talt ikke blevet lettere at være hverken ledig eller socialrådgiver med Inger Støjberg som minister, konstaterer hun videre.

På den baggrund mener Bettina Post, at det klinger noget hult, når beskæftigelsesministeren nu iværksætter en storstilet kampagne for at komme regeltyranniet til livs.

- Vi synes selvfølgelig, det er positivt, når en minister viser engagement til at gøre noget ved bureaukratiet, som virkelig er et stort problem på beskæftigelsesområdet. Men jeg savner, at ministeren selv udpeger, hvad det er for regler, hun gerne vil luge ud i, siger formanden for Dansk Socialrådgiverforening.

Med de mange nye regler fortsætter Inger Støjberg tendensen fra sin forgænger på ministerposten, Claus Hjort Frederiksen (V). Den 30. oktober 2006 lovede Claus Hjort at afskaffe alle unødvendige regler på beskæftigelsesområdet. Siden da er der kommet 171 nye love, ifølge Dansk Socialrådgiverforenings gennemgang i databasen Retsinformation.

/ritzau/