Region Midtjylland tager hul på stor spareplan i sundhedsvæsenet

Selvom Dansk Folkeparti og Venstre begge lovede flere penge til sundhedssektoren, tager Region Midtjylland alligevel hul på en omfattende spareplan mandag.

Foto: Morten Stricker. Selvom Dansk Folkeparti og Venstre begge lovede flere penge til sundhedssektoren, tager Region Midtjylland alligevel hul på en omfattende spareplan mandag.
Læs mere
Fold sammen

Sundhedsvæsenet blev et af de helt store temaer i den netop overståede valgkamp, hvor de største partier alle lovede massive investeringer i de danske sygehuse.

Dansk Folkeparti og Venstre, der i disse dage forsøger at finde fælles fodslag om en ny regering, var blandt de partier, der lovede store investeringer, men trods udsigten til de ekstra milliarder indleder Region Midtjylland alligevel en omfattende spareøvelse mandag.

Ifølge Jyllands-Posten skal der skæres op mod 699 millioner i budgetterne for de kommende år, og allerede i næste uge vil regionens politikere vedtage spareplanen på det sidste møde inden sommerferien.

Ifølge regionsrådsformand Bent Hansen (S) er man nødt til at forholde sig til de økonomiske udfordringer, der foreligger uafhængigt af de forhandlinger, der finder sted på Christiansborg lige nu.

»Vi har allerede indregnet en vækst i vores økonomi på ca. 0,6 procent. Derfor kan vi ikke lade, som om der kommer den store effekt efter dette valgresultat. Problemerne med vores økonomi går ikke væk, og jeg tror ikke, at vi kommer til at flyde i mælk og honning,« siger Bent Hansen til Jyllands-Posten.

Det er blandt andet de stigende medicinpriser og udgifter i forbindelse med supersygehus-byggeriet i Skejby, der har tvunget regionen til at finde flere besparelser.

Interesseorganisationen Danske Bioanalytikere, der er blandt dem, der står til at blive sparet væk visse steder, opfordrer regionen til at tage en timeout i spareplanerne, mens man afventer og ser, hvad en ny regering vil sende af ekstra penge.