Regeringen vil fremme patientnetværk

Opbakning fra organisationerne til regeringens forslag om faste kontaktpersoner i den offentlige sektor.

Regeringen vil fremme et nyt forslag om, at sygehusvæsenet skal hjælpe patienter med at danne netværk med hinanden på internettet for at udveksle erfaringer med deres sygdomme.

Det oplyste statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) torsdag efter en konference i Vejle om regeringens kommende kvalitetsreform.

Forslaget kom frem i plejecentret Betty Sørensen Parken, hvor et halvt hundrede organisationsfolk diskuterede regeringens idéer på det andet af i alt fem møder.

- Det er en spændende tanke, og vi har givet tilsagn om, at det er noget, vi arbejder videre med, sagde statsministeren.

Han oplyste også, at regeringen begrænser et af sine egne forslag om faste kontaktpersoner for blandt andre hospitalspatienter til de patienter, der har de alvorligste og længstvarende sygdomme.

/ritzau/