Godmorgen og velkommen til torsdagens overblik.

I dag dykker vi ned i konsekvenserne ved, at det ikke blæser så meget. For hvad gør det ved elprisen?

Vi flyver også forbi Christiansborg, hvor Liberal Alliances leder afslører prisen på at erklære støtte til de to blå statsministerkandidater.

Og så sejler vi en tur til Bornholm, hvor en fiskegigant sender tonsvis af russiske fisk til McDonald’s.

Til sidst kommer vi et skridt nærmere på Ruslands problemer med at forklare forskellen på en »krig« og en »specialoperation«.

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Mangel på blæst driver elprisen op til helt nye rekordhøjder

Vi starter med blæsten.

Ifølge bilejerforeningen FDM er den aktuelle elpris så høj, at det nu kan være væsentligt dyrere at »tanke« en elbil end en benzinbil op.

Det skyldes blandt andet, at det ikke blæser nævneværdigt i Danmark i disse dage.

Onsdag omkring klokken 19 nåede prisen pr. kilowatt-time op over seks kroner herhjemme. Og det er uden transport, skatter og afgifter. Det er ny dansk rekord og en stigning på langt over 300 procent på et år.

Inden for den meteorologiske forskning opererer man med et begreb, der kaldes for global stilling – eller på dansk »global stilnen« eller »dæmpning«.

Begrebet refererer til internationale vindmålinger foretaget gennem de seneste cirka fem årtier. De peger nemlig på, at blæsten over land på breddegrader som vores er aftaget med mellem fem og 15 procent siden 1970erne.

Bliv klogere på Berlingske her.

LA afslører prisen på deres støtte til Pape og Ellemann som statsminister

Og så til Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, der for alvor er begyndt at tro på en blå valgsejr.

For første gang i denne valgperiode har flere meningsmålinger på det seneste vist, at et blåt flertal kan være inden for rækkevidde.

Alex Vanopslagh mener, at det er på tide at tale om, hvad der skal til, for at LA støtter en af de to borgerlige statsministerkandidater, Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen og De Konservatives Søren Pape Poulsen.

Og hvis det ender med et blåt flertal efter valget, vil Liberal Alliance kræve, at partierne i fællesskab forfatter et forståelsespapir. Alex Vanopslagh vil medbringe en liste med krav på tre områder.

»Selvfølgelig kommer vi med konkrete krav til de forhandlinger. Men vi kommer ikke til at gentage, at det skal være fem procent på topskatten, ellers vælter vi det hele,« siger han i et interview med Berlingske.

Læs, hvilke områder, der er tale om, på Berlingske her.

Bornholmsk fiskegigant sender tonsvis af russiske fisk til McDonald’s

McDonald’s har for længst lukket og solgt alle sine russiske restauranter. Men fisken i restaurantkædens »Filet-O-Fish«-burger stadig russiske fisk.

Det kunne en af Norges største aviser fortælle. Her kom det frem, at McDonald’s i Norge bruger russiske fisk fra en dansk leverandør i deres fiskeburger.

Nu viser det sig, at det samme gør sig gældende for McDonald’s-restauranter i hele 39 lande, heriblandt Danmark.

Leverandøren er den bornholmske fiskegigant Espersen, der indkøber og producerer det panerede stykke fisk til fastfoodkæden.

»Det er EU, der driver politik, og vi driver forretning,« siger direktøren Klaus Nielsen.

Læs hele historien på Berlingske her.

Tre kvarter inde i mødet kom ambassadøren til kort om Putins politik: »Jeg kan ikke forklare det«

Han vil gerne vise sine russiske landsmænd, at han ikke gemmer sig, men står på mål for Ruslands krig i Ukraine. Men det er sin sag at være ambassadør for de russiske selvmodsigelser. Det var helt tydeligt under et pressemøde med Ruslands ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin.

Officielt fører Rusland ikke »krig« i Ukraine, men en »militær specialoperation.«

»Hvad er der med det ord, krig? Hvorfor må man ikke kalde det krig?« spørger en af de danske journalister for tredje gang, da vi er tre kvarter inde i pressemødet.

»Jeg tror ikke, jeg kan give en dybere forklaring på det,« svarer Barbin til sidst. »Men du får det til at lyde som om, jeg bliver tvunget til at bruge bestemte ord. Jeg bruger de ord, jeg selv vil,« tilføjer han så.

Læs hele Ruslands-korrespondent Emil Rottbølls artikel fra mødet med ambassadøren her.

Regeringen vil forbyde reklamer for spil før, under og efter sport i fjernsynet

Knap en halv million danskere lider i forskellig grad af spilproblemer. I et forsøg på at reducere et antal foreslår regeringen at indføre et forbud mod tv-reklamer for pengespil i særlige tidsperioder.

Det skriver Jyllands-Posten, hvori regeringen forklarer om sit første konkrete udspil mod spilafhængighed.

Helt præcist drejer det sig om 15 minutter før en sportsbegivenheds start, til 15 minutter efter at begivenheden er slut.

»Om det er 15 eller 30 minutter, er ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at vi får stoppet sammenblandingen mellem spilreklamer og sport i fjernsynet. En fodboldkamp er indhyllet i reklamer før, under og efter. Det skal forbydes,« siger skatteminister Jeppe Bruus til avisen.

Artiklen er ikke udkommet digitalt endnu, men kan læses i Jyllands-Postens e-avis eller fysiske avis.

Det sker i dag:

Politik: Liberal Alliance holder sommergruppemøde og pressemøde klokken 13 – følg det her på Berlingske.dk

Udland: Den franske præsident, Emmanuel Macron, besøger Algeriet, der i mange år var en fransk koloni.

Sport: Lodtrækning til Europa League og Conference League.

Politik: Den tyske udenrigsminister, Annalena Baerbock, besøger København hvor hun skal mødes med den danske udenrigsminister Jeppe Kofod (S).