Regeringen og medierne er enige: Bare spørg Grønnegård

75 år søndag. Den partiuafhængige samfundsforsker Jørgen Grønnegård Christensen er uforlignelig i at finde ømme punkter i den offentlige forvaltning.

Grønnegård
Jørgen Grønnegård Christensen er kendt som en skarp iagttager og kritiker af den offentlige forvaltning. Foto: Søren Bidstrup / Ritzau Scanpix  Fold sammen
Læs mere
Foto: SØREN BIDSTRUP

Man skal blive ved, så længe man kan være nyttig og samtidig have det lærerigt – og morsomt.

Sådan må man udlægge livsfilosofien for den navnkundige politolog, professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen, som 12. maj passerer de 75. Og som stadig med nye vægtige analyser underbygger sin position som den ubestridt skarpeste analytiker af hele vort administrative maskineri. Uanset om pilen mht. ansvar måtte pege på rød eller blå side.

Knap har han i bogform sammen med en kollega serveret en kras analyse af det store, danske skattecirkus, før næste værk er på vej, oven i købet igangsat af Folketinget selv.

Og indimellem serveres udsagn, som medierne lægger op til. ”Bare spørg Grønnegård”, lyder det på redaktionerne. Så der lyttes og accepteres, når demokratiets vagthund svarer knastørt. Eller med humor.

Historielærer puffede på

Den karriere tænkte ingen på i barndomshjemmet på gården i Freltofte på Midtfyn, hvor alle skulle hjælpe med i bedriften fra den årle morgenstund.

Jørgen var et lyst hoved i landsbyskolen og skulle selvfølgelig i mellemskolen inde i Odense på katedralskolen. Her var der heldigvis ingen kloning af Metropolitanskolens scherfigsk-portrætterede onde lektor Blomme, men lige det modsatte, den legendariske lektor og historiker, dr.phil. Aage Blomberg.

”Gennem samtlige syv år var han min historielærer – og jeg glemmer ham aldrig. Han inspirerede mig til at søge ind til det nyetablerede Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.”

Derved kom Grønnegård med i den første generation cand.scient.pol.er udklækket fra det, somme kalder Magtens Rugekasse.

Men hvor Poul Nielson, Svend Auken, Jørgen Flindt Petersen og Bettina Heltberg fra perioden var erklærede socialdemokrater, blev Grønnegård den borgerlige politolog par excellence – uden nogen partitilknytning.

Ministerielt job – og ægteskab

Den indstilling har han siden holdt meget fast i og har dermed som totalt uafhængig i knap 50 år leveret skarpe ind- og udfald til bådehøjre og venstre. Godt funderet efter at han selv i en årrække tog et afbræk i forskerkarrieren med job i centraladministrationen og så den indefra.

Men han fandt også i den periode i København sin Tove, der var farmaceut.

”Det var et hurtigt match, hvor han havde lejligheden og jeg bilen” ler hun.

Tilbage på universitetet blev Grønnegård af skiftende røde og blå regeringer brugt i et hav af kommissioner og udvalg til opklarende eller forberedende arbejde. Blandt andet er han medlem af femmandstilsynet med vore efterretningstjenesters personovervågning.

Grønnegårds forskning er synlig i offentligheden, idet han stort set har adgang til kronikker og klummer i alle store aviser. Endog med skiftende fast tilknytning til både Berlingske, Børsen, Politiken og senest Weekendavisen, der kalder ham ´”vores vagthund”.

V-pressemøde blev jordet

Senest glammede vagthunden efter pressemødet i forrige måned, da tre Venstre-ministre angreb Socialdemokratiets udlændingepolitik med hastigt produceret ammunition fra Finansministeriets embedsmænd og kaldte det folkeoplysning.

”Nej, det var klart udover almindelig forretningsførelse og skreg til himlen af valgkamp,” lød Grønnegårds kommentar.

Og vagthunden glammede, da Grønnegård og kollegaen Peter Bjerre Mortensen i deres bog om Skat, ”Overmod og afmagt”, i en sviende form havde klarlagt, hvordan selvsikre embedsmænd med dyre konsulentrapporter fik famlende politikere til at plukke rationaliseringsfrugter, som ikke var høstmodne. Man troede, man kunne få det hele for det halve.

Så skatteminister og udvalg måtte køre Skat på møddingen, og en ny skattekommission blev nedsat.

”Godt, jeg ikke er medlem af den; jeg ville kede mig ihjel under de lange afhøringer, der næppe fører til, at man kan placere et retligt ansvar. Budgettet på over 300 millioner kr. synes spildt på forhånd. Men jeg ville gerne indimellem være en flue på væggen derinde.”

Grønnegård har også taget fat på embedsmænds livstidsansættelse, som han kalder en illusion.

”Udskiftninger i departementer og styrelser kan ske fra dag til dag – i og for sig godt for fleksibiliteten, men måske skidt for de pågældende”.

Hvad med bemyndigelserne?

Og hvad er så nu på bedding?

”Til efteråret kommer næste værk, hvor jeg sammen med tre universitetskolleger sætter lys på, hvordan og hvor meget bemyndigelseslovgivningen bruges i dansk politik og forvaltning. Spørgsmålet blev rejst i det såkaldte Antorini-udvalg. Folketingets præsidium sendte opgaven i udbud, og den har Aarhus Universitet vundet.”

Selv om Grønnegård er professor emeritus, fortsætter han altså med at forske og sige sin mening med base på Aarhus Universitet, der har været med til udvikle ham.

”Og hvor jeg stadig har et delekontor til at løse ad hoc-opgaver, men det meste foregår nu fra mit hjem.”

Ægteparret Grønnegård forlagde for en lille snes år siden residensen fra Egå til et rækkehus i Birkerød med egen sø.

”Det trak i Tove og mig, at vore to døtre og nu fire børnebørn ville bo nærved, og at mine mange opgaver i hovedstadsområdet blev lettet.”

Fødselsdagen markeres i den kommende uge på en tur til Berlin med tre generationer – morfar betaler selvfølgelig gildet.