Regeringen og DF kører parløb i medieforhandlinger

Alle partier i rød blok har forladt forhandlingerne om et nyt medieforlig, mener minister. S afviser exit.

Socialdemokratiet har forladt medieforhandlinger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Socialdemokratiet har forladt medieforhandlingerne, skriver kulturminister Mette Bock (LA) på Twitter.

»S har i dag forladt medieforhandlingerne, da de ikke kan tilslutte sig det aftalepapir, der har ligget på bordet siden 30. maj. Forhandlingerne fortsætter mellem regeringen og DF,« skriver ministeren.

De Konservatives medieordfører, Naser Khader, bekræfter på Twitter, at også SF forlader forhandlingerne om et nyt medieforlig.

»Medieforhandlingerne fortsætter. S og SF har valgt at gå. S har spændt ben for forhandlingerne siden 30 maj. Nu gider vi ikke mere.«

»Nu skal vi videre - med DF. Vi skal have landet en aftale meget snart. Vigtigt for hele mediedanmark,« skriver Khader.

Tirsdag sagde Enhedslisten, De Radikale og Alternativet farvel.

Ifølge medieordfører Mogens Jensen (S) passer ministerens udlægning ikke. Socialdemokratiet og SF er ifølge ham blevet smidt ud.

Samtidig mener Mogens Jensen, at forhandlingerne fortsat foregår. Blandt andet i Finansministeriet, hvor finansminister Kristian Jensen (V) og S-formand Mette Frederiksen forhandler om den økonomiske ramme.

Det er den økonomiske ramme, der skiller regeringen og Socialdemokratiet.

Mette Bock har blandt andet fastholdt en besparelse på 20 procent på DR.

Hun påpeger, at regeringen har fremlagt et tilbud med 380 millioner kroner oven i public service-puljen.

Ifølge kulturministeren står regeringen og DF fast på, at DR skal spare 1,1 milliarder kroner over fem år. Og at aktier i TV2 skal sælges. Her lægger regeringen op til at sælge 40 procent af TV2.

Hun vil nu forhandle videre alene med DF og afviser ikke, at det kan ende med et smalt medieforlig.

Ifølge Mette Bock er hun og Kristian Jensen enige om det videre forløb. hun afviser pure, at S og SF fortsat er en del af forhandlinger.

Regeringen er ifølge kulturministeren enig om, at forhandlingerne fortsætter på baggrund af den økonomiske ramme, som blev fremlagt på et møde med DF-formand Kristian Thulesen Dahl og Mette Frederiksen 30. maj.

Dermed lukker Mette Bock af for, at Socialdemokratiet kan genåbne den økonomiske ramme ved nye forhandlinger i Finansministeriet.

Gruppeformand Jacob Mark (SF) kalder hele situationen "en kamp om ord".

»Som SF'er fik jeg at vide til forhandlingerne, at hvis vi ikke ville nikke ja til den præmis, som Mette Bock havde lagt frem, så havde vi ikke noget at gøre i rummet.«

»Når en minister gentager det flere gange, så er det for mig en udsmidning. Jeg er blevet smidt ud tilpas nok gange til at vide, hvornår jeg er smidt ud af et sted,« siger han.

/ritzau/